Pas på - dine kunstige negle kan give allergi

Naturlige eller farvestrålende? Ensfarvede eller med mønster og pynt? Med kunstige negle kan du pynte dig, præcis som du ønsker, men prisen kan være høj. Limen er nemlig stærkt allergifremkaldende.

Limen, du bruger til at sætte de kunstige negle fast med, indeholder akrylater, der er allergifremkaldende

Pas på limen

Det er limen, der holder de kunstige negle på plads, der er synderen. Den indeholder nemlig akrylater, der kan give allergi. 

»De kunstige negle skal jo sidde godt fast, og derfor er der brug for lim. Der er tilladt høj koncentration af akrylater i negleprodukter, og det kan give allergi, hvis limen kommer i kontakt med huden,« fortæller Heidi Søsted, der er forskningsleder på Videncenter for Frisører og Kosmetikere på Gentofte Hospital.  

Risikoen for allergi er størst for dem, der arbejder med at påsætte de kunstige negle. Dels fordi de i højere grad udsættes for limen, dels fordi de risikerer at få irriterede luftveje af den støv, der kommer, når neglene files. I Nordamerika blev akrylater sidste år tildelt den tvivlsomme hæder at blive kåret som årets allergifremkalder. 

Akrylater

Der findes flere typer af akrylater, og man finder typisk akrylat i cremer, neglelak, hårprodukter og læbestifter. Det er dog ikke alle akrylater, der er lige allergifremkaldende. 

Limstoffet akrylat, der bruges til at sætte kunstige negle fast med, kan være stærkt allergifremkaldende, afhængig af akrylattypen, tiden, der er hudkontakt og koncentrationen af limen.

Fjern limen omgående

Professionel eller ej – det er vigtigt at sørge for, at limen ikke rammer huden. Sker det, skal limen fjernes omgående. 

»Hvis du selv sætter dine negle på, så skal du bruge det opløsningsmiddel, der er i pakken, hvis du får lim på huden. Det er vigtigt, at limen fjernes hurtigt, for jo længere tid huden eksponeres, jo større er risikoen for at udvikle allergi,« forklarer Heidi Søsted. 

Brug kun kunstige negle ved særlige lejligheder

Heidi Søsted anbefaler, at man kun bruger de kunstige negle ved særlige lejligheder.

»Limen kan give allergi, og de opløsningsstoffer, der skal fjerne dem igen, er heller ikke gode for huden. Derfor anbefaler jeg, at man undgår konstant eksponering af kemikalier og nøjes med at pynte sig med de kunstige negle ved særlige lejligheder.«  

Tal med din tandlæge

Typisk vil en allergisk reaktion vise sig i løbet af 2 dage, men den kan lade vente på sig i op til 21 dage.

Hvis du oplever rødme, kløe, afskalning, hævelse i huden eller sår i hudområder, der har været i kontakt med neglelimen, bør du kontakte din læge og få en henvisning til en hudlæge. Er du allergisk overfor akrylater, skal du fremover undgå disse stoffer,

»Har man udviklet allergi overfor akrylater, er det vigtigt, at tandlægen får besked. Stoffet findes nemlig også i noget af det materiale, tandlægen bruger til reparation af tænder,« siger Heidi Søsted. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #allergi, #kosmetik og #negle