Økologiske citroner er grønne om sommeren

Økologiske citroner er i sommermånederne grønne, og farven er ikke et tegn på, at citronerne er umodne, tværtimod. Derfor kan du trygt lade citronerne blive på hylden, forklarer Birgitte Dideriksen, der er indkøber af blandt andet citroner til Coops kæder.

Grøn er ikke et tegn på umodenhed

Juli, august og september byder på varme, ferie og masser af is. Og grønne citroner! I hvert fald, hvis man finder økologiske citroner i net i Coops butikker. I 3 måneder om året er citronerne nemlig ikke gule, men har en meget grøn farve.

Farven er helt naturlig, og den grønne farve betyder ikke, at citronerne er umodne. Forklaringen på farven skal findes i nattemperaturen i Sydeuropa. Citroner får nemlig den gule farve, når der er stor forskel på temperaturen i dagtimerne og om natten. Sådan er det ikke i sommermånederne i Italien, hvor Coop får økologiske citroner fra. 

 

Citronerne er grønne, når temperaturforskellen mellem dag og nat er lille. 

»De grønne citroner er lige så saftige som de gule. Hvis vi skal have friske, økologiske citroner sommeren over, bliver vi nødt til at have grønne citroner,« fortæller Birgitte Dideriksen.
 

Vidste du at...

...et citrontræ kan have 3 forskellige høsttidspunkter? Man kan høste en gang mellem oktober og marts, en gang i april eller maj og en gang mellem juli og september. Det er sommerhøsten, der giver grønne citroner.  
 

Hvorfor er konventionelle citroner så ikke også grønne?

Når de konventionelle citroner ikke er grønne om sommeren, skyldes det, at det er nemmere at skaffe konventionelle citroner fra Sydamerika, hvor det er vinter, mens vi har sommer på vores halvkugle. En del af de økologiske producenter på den sydlige halvkugle er ramt af plantesygdommen black spots, som betyder, at citronerne ikke må eksporteres. Derfor kan Coop ikke få leveret gule, økologiske citroner i store nok mængder.

Citronerne har været grønne i sommermånederne i Coop i mange år, men alligevel har mange butikker en højere kassation af økologiske citroner om sommeren end om vinteren. Mange kunder henvender sig også i butikkerne og til hovedkontoret: 

»Du kan trygt berolige kunderne. De økologiske citroner er modne og saftige. De er fantastiske sammen med kødet på grill, i en drink eller i desserten,« siger Birgitte. 
 

Se, hvad vi ellers skriver om: #frugt, #sommer og #drinks