Netværk for singler er ikke et kødmarked

I de senere år har nye mødesteder for singler og enlige set dagens lys på internettet. Til forskel fra de traditionelle datingsider er disse netværk et frirum, hvor singler kan udveksle tanker og oplevelser med hinanden omkring det at være enlig

Singlenetværk er også for at skabe nye venskaber

Singlenetværk er et alternativ til dating

Indtil for få år siden var der ikke mange tilbud for de singler, som savnede et fællesskab af ligesindede på internettet. Ofte var datingsiderne eneste alternativ. Men i løbet af de sidste fem år er flere netværk for singler skudt op af den digitale muld.

Mange forskellige singlenetværk

Afhængig af alder og livssituation er singlers behov forskellige, hvad der også afspejler sig i de forskellige aktiviteter i de enkelte singlenetværk.

Blandt andet findes der netværk, hvor målgruppen primært er singler med børn, hvor samtaleemnerne kredser om de problemer, hverdagen som enlig far eller mor skaber. Andre netværk har et mere blandet klientel af singler med eller uden børn.

Fællesnævneren for de mange singlenetværk er et ønske om fra deltagernes side at dele singlelivets glæder og sorger med andre i samme situation. Men også at mødes til singletræf arrangeret af brugerne selv - om det så er til fester, fællesspisning, sportsudfoldelse eller koncerter.

Singleplus.dk er et netværk for enlige forældre 

Et netværk, som henvender sig til enlige med børn, er Singleplus.dk. Medstifter af Singleplus.dk, Anders Dahl Pape, skriver blandt andet på hjemmesiden, at Singleplus hverken er ”dating eller kødmarked, men et socialt netværk af voksne mennesker, med en fælles referenceramme, i rollen som enlig forsørger.”

På spørgsmålet om, hvad brugerne af Singleplus taler om, når de mødes, svarer Anders Dahl Pape: ”Det er klart, at hvis man sidder i nogle problemer omkring samvær, eller man lige står midt i skilsmissen og salg af bolig, så er det klart, at det er det, der bliver talt om. Ellers bliver der talt om de samme ting, som andre mennesker taler om. Det handler meget om at være sammen med nogle voksne, som forstår en og ved, hvad det handler om.”

Se, hvad vi ellers skriver om: #forbrug, #internet, #IT, #dating og #singleliv