Mor, Mor... han borede slet ikke

Tandlægen er den eneste person, der findes en fobi imod og hver tredje dansker har tandlægeskræk i et eller andet omfang


Hver 10. dansker kontakter slet ikke tandlægen

De fleste nøjes med at optræde irritabelt, rende lidt mere på toilettet, ryste på hænderne, rødme på halsen, svede, sove dårligt om natten og plages af vågne mareridt i dagtimerne bare en dags tid eller to op til besøget hos tandlægen.


Enkelte udebliver eller stikker af fra venteværelset.


Og ca. hver 10. dansker kontakter slet ikke tandlægen.


Af ren rædsel.


»Selv sveder jeg da også i hænderne, når jeg skal til tandeftersyn,« indrømmer lederen af Klinik for Psykologisk Behandling og Forskning ved Tandlægeskolen i København, Erik Friis-Ha sché.


Med oprejst pande.


Om nogen ved han nemlig, at fobier mod tandbehandlinger nyder stor forståelse blandt danskere.

Et gys man kan dele med fremmede

»Tandlægeskræk er et samtaleemne, der altid er på hitlisten. Så socialt accepteret, at vi nærmest hygger os med at dele angsten på arbejdspladsen, ved kaffebordet og i bussen. Hårrejsende historier er i omløb, og de bliver helt sikkert ikke mindre spændende af at blive genfortalt,« konstaterer han tørt.


»Blandt kolleger har jeg aldrig mødt historier, der var bare halvt så forfærdelige som dem, jeg hørte, da jeg som ung tandlægestuderende kørte taxa i København: Passagererne kunne fortælle om visdomstænder med rødder, der gik helt ned omkring knoglen og skulle tages med dynamit,« siger han med skæv ironi og løftet pegefinger:


»Hør, hvis du skriver dét, bliver du nødt til at forsikre læserne om, at vi aldrig bruger dynamit. I virkelighedens verden er vores metoder jo yderst skånsomme, men folk tror på det mest uhyrlige.«

Ufortjent hadeobjekt

Vel er masser af mennesker bange for lægens nåle, knæklydene hos kiropraktoren eller barberens skarpslebne værktøj. Men tandlægeskræk er den eneste fobiske lidelse, der sprogligt relaterer til en person, påpeger Erik Friis- Hasché.


»Det giver tandlæger en status som hadeobjekter. Ufortjent, synes jeg. Vi gør faktisk meget for at udvikle behandlingerne, dæmpe både angsten og smerterne,« understreger han.


Argumenter, han godt ved, preller af på mennesker med tandlægeskræk.


Og patientens oplevelser, tanker, følelser og forestillinger skal mødes med respekt, pointerer Erik Friis- Hasché, der både er uddannet tandlæge og psykolog og har undervist tandlægestuderende i psykologi siden 1986.


»Erindringer er meget påvirkelige. Men for patienten er de sandhed. En af mine egne patienter kunne f.eks. fortælle rædselsvækkende historier om en ond gammel heks af en kvindelig skoletandlæge, som havde forpestet ti år af hendes liv og fået hende til at tude ved hvert besøg. Jeg holdt min mund, men syntes, jeg kunne kende hende. Og ganske rigtigt: Da jeg tjekkede papirerne, viste det sig, at kvindens skoletandlæge, den onde, gamle Madam Mim, det var mig som ung, nyuddannet tandlæge,« fortæller Erik Friis-Hasché.

Bred vifte af beroligende bud

Fobier er indlærte tankesæt, der kan aflæres. Ved at blive fortrolig med og bevidst om det, der fremkalder angsten, pointerer tandlæge-psykologen, der selv behandler tandlægefobiske patienter i sin psykologpraksis ved at lade dem rangordne tingene i klinikken efter, hvor skræmmende de virker.


Hvis sprøjten med bedøvelse og spytsugeren skaber mindst angst, begynder man med at blive fortrolig med de ting og bevæge sig op ad listen. Det kan godt tage uger, og der er mødepligt hver gang. Målet med den psykologiske behandling er, at patienten gennemgår en bedøvelse og tandrensning.


Så slipper jeg dem og håber, at de fremover vil gå til eftersyn hvert halve år,« siger han.


Ude i tandklinikkerne er kunsten at få patienter til at slappe af i høj kurs. Nogle steder kan man følge med i tandlægens arbejde på video, andre steder er der mulighed for at se film, høre musik eller sidde op under behandlingen.


Hos tandlægerne Leif og Anitha Fagernæs, der gennem 10 år har behandlet patienter med forskellige grader af tandlægefobi, spænder metoderne lige fra at tegne og fortælle med afvæbnende humor til behandlinger i fuld narkose på Privathospitalet Mølholm i Vejle.


»De smånervøse kan jeg godt klare, de lidt mere angste skal ind til min søde og forstående kone, og de skrækslagne de skal ind til mig. For er man rigtig bange, skal man helst ikke have for meget medløb. Det gør kun angsten værre,« påpeger Leif Fagernæs.

Hurtigt helbredt

Det er opsigtsvækkende ting, han får at se, når folk efter 10, 20 eller 30 års forsømmelse af tandplejen kommer til ham. Hvor tandsten og caries tager over, rådner tænderne langsomt væk. Men for en hårdt ramt tandlægefobiker er smerten og skammen at foretrække frem for bare én tur i tandlægestolen.


Og selv om Leif Fagernæs kalder sig »mere praktiker end psykolog «, er han dybt fascineret af hele den psykosociale udvikling og afvikling af lidelsen:


»Første gang kan du opleve en patient, der klamrer sig til sin ledsager. Sveder, hyperventilerer, kramper sammen. Meget pinefuldt for alle parter. Men når vi først har rettet op på de fysiske skader, kan du efter få uger opleve det samme menneske komme spankulerende smilende herind og juble: »I aften skal jeg have gæster«. Et halvt år senere bliver benene kækt smækket op i stolen, og du kan høre en person, der før var alvorligt socialt handicappet, sige, at han har haft lidt for travlt, for nu har han faktisk fået job.«


Enkelhed og overskuelighed er mantraerne i Leif Fagernæs' behandling.


Én forundersøgelse og én behandling.


»Og så forventer jeg faktisk, at patienten er klar til at begynde på en frisk komme tilbage i folden og gå til tandlæge ligesom alle andre,« siger han.



Virkelighedens danske tandlæger er både uddannede til og opmærksomme på at få patienterne til at føle sig godt tilpas. Nye undersøgelser viser faktisk, at tandlægen oplever patientens smerter stærkere end patienten selv. Men forestillingen om tandlægen som en umenneskelig sadist, der nyder patienternes pinsler, lever videre overalt, hvor mennesker mødes og fortæller spændende historier. Og på film. Her har myten bl.a. fået liv af Laurence Olivier og Dustin Hoffman i John Schlesingers Marathonmanden fra 1976.


10 gode råd mod tandlægeskræk


  1. Erkend din angst. Mange har det på samme måde som dig.

  2. Skift tandlæge, hvis den, du har, ikke forstår dine problemer.

  3. Forbered dig inden behandlingen f.eks. med musik eller afspændingsøvelser.

  4. Mød altid veludhvilet og afstresset bedst om formiddagen.

  5. Gå regelmæssigt til tandlæge. Gerne hver tredje måned. Meld ikke afbud.

  6. Stil krav. Bed om pauser, når du har behov.

  7. Fortæl tandlægen, når du er bange, og når det gør ondt.

  8. Bed om lokalbedøvelse eller lattergas evt. et beroligende middel inden behandlingen.

  9. Følg med. Bed evt. om et håndspejl, så du selv kan se, hvad der bliver lavet.

  10. Spørg løs du har ret til at forstå, hvad der skal ske og hvorfor.


Disse råd er en redigeret og forkortet version af de gode råd, der findes på webadresserne: www.odontologi.au.dk/fobcet/raad og www.odont.ku.dk/H/ts.htm. Her findes også 10 gode råd til tandlægen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #sundhed, #helbred, #psykologi, #tandpleje og #fobi