Mød manden der er besat af at klippe papirklip

Til daglig arbejder han med bæredygtighed i Odense Kommune, men om aftenen klipper han små glade væsner fri af papiret. Torben Jarlstrøm Clausen har klippet sig hele vejen til Japan.

Torben Jarlstrøm Clausen begyndte at klippe i 2003 og har ikke kunnet lægge saksen fra sig siden. Her sidder han på en kæmpe rulle papir i fabrikshallen hos Dalum Papir i Odense. Fabrikken levererer i øvrigt papir, når Samvirke skal trykkes

Klip, klip

 

For hver 10 papirklip,  Torben Jarlstrøm Clausen klipper, er det kun 3-5 af klippene, der bliver gode nok til udstilling.

Han klipper både til hverdag og i ferierne. Når han har fri, kan han bruge flere timer om dagen på at klippe.

Andre papirklippere, han ser op til, er: H.C. Andersen og Sonja Brandes.

 

»Historien hedder De klippede, det er ti papirfigurer, der sidder inde i papiret og ikke har fundet deres vej i livet, og så kommer saksen og befrier dem. Det er derfor, de smiler. Det handler om, at vi skal klippe os fri af det, vi går og grubler over. Vi skal tage fat i det, der er svært, og gøre noget ved det. For så kan vi komme til at se sådan ud.« (Torben Jarlstrøm Clausen peger på en af sine storsmilende papirfigurer.)    

Hvad mener du med, at det er saksen, der befrier figurerne fra papiret?

»Det kan godt være, at det lyder krukket, men jeg føler ikke, at jeg selv klipper. Jeg føler, det er saksen, der gør det. Det er det samme som at komponere eller improvisere musik. Man bliver nødt til at være fuldstændig til stede og alligevel ikke tænke for meget. Det er ikke en vandhane, man åbner, og så kommer der altid noget ud. Det er en vandhane, man åbner, og så håber man, der kommer noget ud.«

»Det har jeg svært ved at forestille mig, jeg kan jo slet ikke lade være. Men jeg ville da helt sikkert mangle noget. Mangle det kreative rum at gå ind i.«

Kan du huske alle de figurer, du har klippet?

»Ja, hvis jeg bladrer i de bøger, som de ligger i, så er det som at møde gamle skolekammerater. Nåh ja – det er sådan, du ser ud, tænker jeg. Jeg har en relation til dem, og de er lidt som familie.«

Hvor klipper du?

»Jeg kan klippe alle steder. I min seng, på banegården eller på en café. Det eneste, det kræver, er et stykke papir og en saks. De første par år klippede jeg bare med en af børnenes sakse. Nu klipper jeg med en broderesaks. Og på min rejse til Japan fik jeg foræret en rigtig fin saks, der er lidt længere, med den kan jeg klippe nogle lidt andre figurer.«

Hvad skal der til, for at det er en god papirfigur?

»Det er noget med, om jeg synes, de ser glade ud. Ægte glade. Ligesom man godt kan se på et menneske, om smilet er forlorent eller ægte. Hvis ikke smilet hælder helt rigtigt, så er der ikke noget at gøre, så er det om igen.«

»Jo, det kan man måske godt sige, det er. Men det er jeg meget ukrukket omkring. Jeg vil heller ikke sige, om det er kunst eller ej. Det er jeg bedøvende ligeglad med. Det eneste, der er vigtigt for mig, er, at det er kommunikation. Jeg klipper i et stykke papir. Nogle bliver glade af at se på det. Andre gider ikke se på det.«

Du har udstillet i Japan flere gange og afholdt et papirklipseminar derovre, men kan du lære japanerne noget om papirklip?

»Det var også det første, jeg tænkte, da jeg blev inviteret til Japan. Men jeg tror, de er tiltrukket af det umiddelbare og glade i mine klip. Japanernes klip er meget ækvilibristiske og forestiller ofte bygninger eller fugle. Men de har ikke et så direkte udtryk, og jeg har ikke set et eneste glad papirklip derovre. Jeg mødte en vanvittig dygtig papirklipper ude i Japan. Hun sagde, at hun aldrig havde prøvet at lave en figur, men det ville hun prøve nu.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #fritid