Mød 3 tv-typer

Morten Kaare Pedersen streamer og er målrettet seriesluger, søstrene Asta og Clara Bøg Kjærgaards ugentlige højdepunkt er Den Store Bagedyst, og Ann-Sofie Brigsted Hansen slapper af til reality-tv. Mød tre tv-typer.

Morten Kaare Pedersen, 53 år, er CRM Manager hos Synoptik. Har Viaplay, HBO, Netflix og Apple Tv. Han bruger både sit smart-tv, sin bærbare og sin iPad til at se udsendelser på. DR's kanaler streamer han, mens TV 2 Play kun bliver købt, hvis børnene vil se julekalender.

Det er skægt, når deltagerne fejler

Clara: »Vi ser Den store bagedyst, MasterChef og Madklubben. Mest i weekenderne, men også i hverdagene.« 

Asta: »Ja, i sofaen. Med vores forældre.«

Clara: »Nogle gange ser vi programmerne, mens vi spiser aftensmad. Det er hyggeligt. Det er rigtig flot at se de fine kager, de kan lave i bagedysten. Men det er også skægt at se, når deltagerne fejler. Så går de helt amok.«

Asta: »Ja, der var engang en, der prøvede at lave en guitarkage. Det gik helt galt, og den blev bare så grim.« 

Clara: »Man kan slet ikke aflæse dommernes ansigt, når de bedømmer. Går de videre, eller ryger de ud? Det er spændende. Så bliver de helt vildt glade, hvis de går videre, og helt vildt kede af det, hvis de ryger ud. Jeg er ikke altid enig med dommerne. Men dommerne er selvfølgelig også de professionelle. Så jeg tror, man skal holde lidt med dem alligevel. Men ikke hver gang.«

Asta: »Jeg synes, det sjoveste ved bagedysten er, når de hopper i søen, når de har vundet.«

Clara: »I MasterChef kan man ryge ud på salt! Der var på et tidspunkt en dommer, der blev ved med at sige, at der manglede salt i retterne.«

Asta: »Ja, der skal næsten salt i al mad. Jeg skulle engang lave en koldskål med opskrift fra MasterChef. Den blev god, men den var også lidt for sød.«

Jeg slapper af til reality-tv

»Jeg ser Paradise Hotel, Familien fra Bryggen, For lækker til Love og Robinson Ekspeditionen. Jeg ser oftest programmerne, når jeg kommer hjem fra arbejde om aftenen. På Viaplay kan jeg også se forud på for eksempel For lækker til Love, fordi det bliver lagt på nettet, før det bliver sendt. Jeg synes, reality-tv er underholdende, og det er fedt, at de tør at stille sig op på den måde,« siger Ann-Sofie Brigsted Hansen.

»Fordi jeg er jævnaldrende med de medvirkende, er det meget skægt at se, hvordan de opfører sig med kamera på. De udstiller sig selv lidt, må man sige. Særligt i For lækker til Love og Paradise Hotel. Nogle gange ved jeg ikke rigtig, om de spiller dummere, end de er, for at være med i programmerne.«

»Før i tiden kendte jeg nogle af dem, der var med i Paradise Hotel, her fra bylivet i København. Det gjorde det selvfølgelig sjovt at se. Nu er deltagerne begyndt at blive for unge, så dem kender jeg ikke længere. Men de drikker, og der er drama. Jeg har set med i Paradise Hotel helt fra starten i ti sæsoner. Jeg vil ikke selv melde mig til programmerne. Jeg gad nok godt være med i Paradise Hotel, hvis ikke det blev filmet. Min veninde Line er med i For lækker til Love. Hun gør det godt. Hun er ikke så strid som mange af de andre deltagere.« 

»Et program som De unge mødre gider jeg ikke se. Det interesserer mig ikke, når det handler om børn, og mange af de teenagemødre, der er med, synes jeg ikke burde være forældre.«

»Jeg synes, det er rart at kunne slappe af til noget underholdning, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg ser for det meste programmerne sammen med en af mine gode venner. Han kommer her næsten hver aften. Jeg har lige været på ferie en uge. Så ventede han med at se programmerne, så vi kunne se dem sammen, når jeg var tilbage fra ferie,« siger Ann-Sofie Brigsted Hansen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #tv, #fritid, #internet og #afslapning