Mikkel Kessler: Jeg må ikke blive for blød

Danmarks dygtigste bokser fortæller om frygten før en kamp, om at være elsket i sin barndom, om at leve økologisk, om smerte, veer og at få en søn. Snart går han i ringen og forsøger at blive verdensmester for sjette gang.

Mikkel Kessler har været professionel bokser i 16 år. Træningen gør ham stærk, men kampene har ført mange skader med sig. Han har været plaget af: Diskusprolaps, slidgigt, et par øjenskader og brækkede hænder, arme samt ribben

Kessler går ind i en klokke

Når jeg skal ud og kæmpe, så føler jeg, at jeg skal i krig. Derfor kan jeg ikke ligge og putte med kæresten op til kampen. Det går ikke, hvis jeg tænker for meget på dem derhjemme, så bliver jeg ikke verdensmester.

Den sidste uge inden kampen går jeg ind i min egen lille klokke. Det er der, jeg skal være. Jeg tror godt, jeg kan se min søn og sige hej. Men jeg vil nok isolere mig hurtigt igen. Fordi jeg ikke skal blive for blød. Jeg må ikke blive for blød. Det må jeg ikke.

Men det er nyt for mig at være far, lillemanden er kun otte måneder, så vi må se, hvad der sker. Men jeg føler godt, at jeg både kan være far og bokser.

Op til sådan nogle store kampe ligger der et enormt pres på en, og man bliver nervøs, før man går ind. Nogle gange, når jeg står nede i omklædningsrummet før en kamp, tænker jeg: »Hvordan får jeg mig selv op i den ring?« Engang stod jeg oppe i ringen inden en kæmpe kamp i Wales, mod en, der hedder Joe Calzaghe. Der tænkte jeg: »Hvad laver du egentlig heroppe, din tosse?« Det var så uvirkeligt. Der var så mange mennesker, og det var kun os, de kiggede på. Jeg havde været pissenervøs. Og da jeg stod ude i omklædningsrummet, tænkte jeg: »Ej, jeg er træt«, og »Jeg vil bare gerne have det overstået«.

Det er som at være i en film

Kampen føles som noget, jeg drømmer. Men lige så snart gongongen lyder, er jeg klar. Så går jeg ind i min hjerne og prøver på at lade være med at høre publikum, der råber og skriger. Men ens sanser bliver jo skærpet, så jeg kan tydeligt høre, hvad kommentatoren siger nede i buret. Det føles, som om jeg er i en drøm. For jeg gør noget, der er næsten uovervindeligt.

Jeg har næsten altid lidt skader, når jeg går i ringen. Det får man, når man træner op. Engang havde jeg fået bøjet  nogle ribben, en anden gang havde jeg nogle løse håndledsknogler. Det lyder sikkert underligt for folk, at man bokser med skader. Men sådan er det.

Men jeg har så meget adrenalin i kroppen, når jeg bokser, at jeg slet ikke mærker, når jeg bliver ramt. Jeg kan godt slå min hånd i stykker i løbet af en kamp, og så gør det ondt, men jeg kan godt fortsætte med at slå rigtig meget med den. Men efter kampen kan jeg slet ikke bevæge hånden.

Det er svært at forklare, hvordan jeg tør gå i ringen. Jeg ved det ikke. Men jeg har trænet så hårdt, og jeg føler, at jeg er så god. Jeg vil være den bedste til det, jeg gør. Så kører det bare for mig. Bedre kan jeg nok ikke forklare det.

Lige når jeg kommer ud af ringen, kan jeg ikke huske kampen. Jeg kan ikke rigtig forstå, at jeg har været i kamp. Nogle gange tror jeg stadig, at jeg er i gang med at bokse, selvom kampen er slut.

Natten efter kan jeg ikke sove, for adrenalinen kan ikke komme ud af kroppen, så selvom jeg er totalt træt, og klokken er tre om natten, og min krop er fuldstændig øm, kan jeg ikke sove. Efterhånden dukker der små detaljer op i erindringen. Men lige så snart jeg kommer tilbage i bokseringen og står over for en ny kamp, kommer alting tilbage til mig.

Mikkel Kessler synes, det er en livsændring at blive far. Det er fantastisk. Men han får også dårlig samvittighed, når han er træt og savner den der time på sofaen. Han glæder sig til, at hans søn bliver lidt større, så han kan komme med ud og køre crossmaskine

Lea siger, det er hårdest at føde

Jeg tror godt, en boksekamp kan sammenlignes lidt med at føde et barn. Jeg kunne godt genkende den måde, min kæreste Lea blev fraværende på under fødslen. Men den store forskel er, at min kæreste ikke havde det bedøvende adrenalin i blodet, som jeg har under en kamp. Hun fik bare veer og veer og veer, og det blev værre og værre og værre, og hun sagde: »Kom nu, det må være snart, det må være nu,« og hun sagde: »Jeg kan ikke mere,« og jeg sagde: »Nu stopper du. Det er der ikke noget, der hedder.« Jeg er jo bokser, så jeg sagde: »Kom så. Nu er det tolvte omgang.« Lea er stærk, så det gik så godt.

Vi har snakket lidt om, hvad der er hårdest: at bokse en kamp eller føde. Lea siger, det er hårdest at føde et barn. Jamen det ved hun jo ikke. Men det er virkelig, virkelig hårdt at føde et barn, det kunne jeg godt se.

Vi spiste ikke klokken seks hver dag

Jeg er ikke vokset op i en kernefamilie, men jeg fik sindssygt meget kærlighed fra min mor. Og så var jeg ovre hos min far i kolonihaven en gang imellem i weekenderne, og han tog mig med ud at rejse alene. Vi tog tre uger af sted til Rumænien eller Portugal i sommerferien. Prøv lige at tænke dig: tre uger. Jeg følte jo, at jeg havde det meget bedre end alle de andre kammerater.

Der er godt nok blevet skrevet nogle artikler, hvor der står noget ondt om min mor, om hvordan hun ikke kom hjem og sådan noget. Ekstra Bladet fik engang banket en historie, jeg havde fortalt, helt op og skrev: »Hun var en dårlig mor.« Min mor var helt ude af den og spurgte mig: »Har du sagt det?« Men så sagde jeg: »Nej! Stop nu, du kender de der blade.« Jeg blev ked af det, fordi min mor blev ked af det. Hun skal ikke tro, jeg taler dårligt om hende, for jeg elsker hende over alt på jorden.

Det var nogle andre tider dengang, jeg var barn. Der kom man lidt mere nede på værtshuset, og det var ikke kun mig, der kom der, der var masser af andre drenge dernede. Min far ejede jo 25 procent af værtshuset Haraldsborg på Bryggen, og når min far og mor var dernede, vidste jeg altid, hvor jeg kunne finde dem. Vi spiste ikke klokken seks hver dag, men der var næsten altid mad, og ellers fik man en 20’er til grillen. Vi har heller aldrig haft faste tider, hvor vi skulle være hjemme. Det var meget frit, og jeg synes, det har været rigtig fint. Vores opvækst var jo nok også meget fri, fordi min mor havde lært af sin egen opvækst, som ikke var særlig god. Hun er vokset op i England, hvor det hele var meget strikst, og der skulle spises op og sådan noget. Sådan ville hun aldrig nogensinde have, at hendes børn skulle have det. Hun gik fuldstændig over i den anden grøft.

I tre-fire måneder op til en kamp laver Mikkel Kessler ikke andet end at træne, spise, sove og hvile sig. Så ligger han og ser film, spiller Play Station eller taler i telefon med kammeraterne

Kessler var en tarvelig teenager

Jeg husker især en bestemt gang, hvor jeg ønskede mig nogle Bauer-rulleskøjter. Jeg havde sådan nogle Pippi-rulleskøjter, men de kunne slet ikke rulle lige så hurtigt som dem, de andre havde. Min mor og min søster havde ikke så mange penge, men de sparede op sammen, så jeg kunne få de rulleskøjter. Jeg tror, de kostede 3000 kroner. Det var mange penge dengang for et par rulleskøjter. Da jeg fik mine nye rulleskøjter, følte jeg mig rigtig ovenpå. Mine kammerater og jeg kørte altid på rampen nede ved klubben på Artillerivej. Og en af mine kammerater og jeg sad også sammen og pudsede rulleskøjterne og gav dem olie i lejerne, så de ikke kørte skævt.

Om aftenen lå min mor og jeg sammen og så serier og film. Og indtil jeg var... jeg kan ikke huske, hvor gammel jeg har været, men jeg sov altid inde hos min mor, indtil jeg var omkring 13-14 år. For hun var min ven. Vi snakkede om alle mulige ting, hun løste krydsogtværs, og jeg så måske noget fjernsyn, og så faldt jeg i søvn. Næste dag vækkede hun mig, og så havde hun lavet morgenmad.

Allan Back, manager for Mikkel Kessler. Ven gennem 10 år og gudfar til hans søn.

»Mikkel er meget loyal over for familie og venner. Før jeg lærte ham at kende, var jeg boksefan og fan af ham. Men efterfølgende er jeg blevet større fan af ham som menneske. Han er meget vellidt af alle både høj som lav. Hvis du en gang har været venner med Mikkel, så kan du godt ringe og bede ham om hjælp, selvom I ikke har set hinanden i fem år, og så vil han være der for dig. Mikkel er utrolig social. Hans dør er altid åben, og der er altid mennesker i hans hjem. Jeg har ofte været på besøg hos Mikkel og hans kæreste Lea, men jeg tror kun, jeg har været der en gang, hvor der ikke var andre på besøg end mig. Han har den allerstørste viljestyrke og kan presse sig selv enormt meget. Selvom han ser ud, som om han er ved at dø, så fortsætter han. Han giver ikke op. Han har forandret sig meget, efter han har fået barn, og er blevet mere rolig. Han er et stort familiemenneske, og selvom de er vidt forskellige i hans familie, holder de meget af hinanden. Han er meget kærlig, men sådan vil jeg nødig karakterisere ham, for så slår han mig ihjel.«

Og da jeg blev teenager og kom i den alder, var jeg rigtig strid og sagde: »Ja fuck dig, jeg gider sgu da ikke spise morgenmad.« Og i dag tænker jeg: »Ej, hvor har jeg bare været tarvelig.« Det kan jeg godt fortryde. Det skal jeg aldrig være igen. Men siden jeg blev 23 år, har jeg hjulpet hende med alt. Men alligevel ringer hun til mig den dag i dag, hvis hun står nede på Haraldsborg og har vundet på maskinen. Så ringer hun og spørger mig: »Mikkel, jeg har vundet 1000 kroner, vil du ikke have halvdelen? Kom ned, kom ned.« Så siger jeg: »Nej, det er okay, jeg vil ikke have 500 kroner.« Når man tænker over det, er det jo egentlig helt fantastisk, ikke? Hun vil også hjælpe mig med alt.

Jeg gider ikke komme så meget på Haraldsborg. Der lugter vildt meget af røg, men en gang imellem går jeg derned og drikker en danskvand. Men jeg besøger tit min mor derhjemme, så spiller vi Kasino. Så sidder vi og tæller point. Jeg vandt sidste gang. Det var bare dejligt. Hun er nemlig ret god til det.

Jeg vil gerne lave om på folk

Min krop bliver meget nedbrudt af boksning, så jeg prøver at bygge den op med det, jeg spiser. Jeg spiser kun økologisk mad, fordi der er flere næringsstoffer og vitaminer i, og så slipper jeg for pesticider og tungmetaller. At jeg er så bevidst om min kost, giver mig et par ekstra procent i ringen. Det er også derfor, jeg har en kok, der laver mad til mig, når jeg træner op til en kamp. Så står han oppe i køkkenet over træningslokalet og kokkererer, og så er maden klar, præcis når jeg har været i bad og fået mit proteinpulver efter træning.

Jeg synes, det er vigtigt, at jeg slår et slag for sundheden. Det vil jeg også arbejde med i fremtiden. Det betyder bare meget for mig, fordi sundhed har forandret mit eget liv. Jeg er kommet i bedre form. Jeg er blevet meget dygtigere til det, jeg vil. Jeg har mere overskud i hverdagen, og jeg er slet ikke så meget syg, som jeg har været.

Jeg vil gerne lave om på folk. Jeg kan godt lide at dreje dem lidt i en anden retning. For tiden er jeg personlig træner for nogle, der trænger til et ordentligt los i røven, og nogle sportsfolk og nogle ekstremt overvægtige.

Hvis folk kommer hernede i mine træningslokaler med en lightsodavand i hånden, kan jeg ikke lade være med at sige noget. Så siger jeg nok: »Det der er ikke godt for dig. Hvis du skal have en cola, så tag den nu med sukker, det kan kroppen genkende.« Sådan nogle kemiske ting som sødemiddel ved kroppen ikke, hvad er. Og jo, folk må gerne få sukker en gang imellem, når de vil gå ud og hygge sig. Jeg vil slet ikke være ekstrem. Bare det, at de ændrer lidt i deres kost og drikker danskvand i stedet for cola og spiser flere grøntsager, kan hjælpe meget. Alt med måde.

.t. er Mikkel Kessler i sin karrieres efterår. Han har overvejet at stoppe. Men er ikke helt færdig med at bokse. Så denne vinter byder på en kamp mere

Op til en kamp ser jeg ingen

Jeg er normalt helt vildt social, men op til en kamp ser jeg ingen mennesker. Lea og jeg har normalt mange spontane aftaler, og det er sjældent, vi inviterer mennesker en uge i forvejen. Jeg er dårlig til at lave sådan nogle aftaler, jeg er virkelig dårlig til det. Det er mere sådan, at en af kammeraterne ringer, og så siger jeg: »Nå men, hvis du ikke har andre planer, så kom op og få noget mad«. Så siger jeg til Lea: »Jeg har lige inviteret den og den op«, og så siger hun: »Jamen, jeg har også inviteret en op«, og så laver vi bare en masse mad. Der kommer så mange oppe i huset. Vi er altid mange mennesker. Vi spørger ikke hinanden, om det er okay, at vi inviterer nogle venner. Det gør vi bare. For det er da hyggeligt, at der er en masse mennesker.

Men tre-fire måneder før en kamp laver jeg ikke andet end at træne, spise og hvile mig. Jeg er meget alene og ligger inde for mig selv og ser mine ting. Jeg ser serier og slapper af, træner og spiser. Der er meget kedeligt, og jeg føler mig meget alene. Jeg gider ikke så meget, for jeg er så fysisk træt. Altså… hvordan skal jeg forklare det? Jeg gider ikke engang tage en bog op og læse. Jeg orker ikke at løfte den.

Jeg kan godt mærke, at jeg er blevet ældre, og at det er hårdere at træne op til en kamp nu, selvom jeg kun er 35 år. Men jeg har det i mig. Det betyder stadig alt for mig at vinde.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #økologi, #sport, #mænd og #interview