Menneskets bedste ven er lidt for tyk

Hunden er en del af familien og får derfor lidt ekstra i madskålen, når resten af familien hygger. Det går ud over hundens helbred, og op mod 35 procent af danske hunde er overvægtige, vurderer dyrlæger

En hund kan kun tabe sig, hvis ejeren hjælper - og som for mennesker gælder det også om at spise mindre mad, end man forbrænder.

Hunde får mange små godbidder om dagen

En hundekiks efter gåturen. Et lille hjørne af bøffen, når du spiser aftensmad – og så lige en godbid eller en småkage, når I hygger om aftenen. Hunden er blevet en kær del af familien, og det er svært at sige nej til et par tiggende hundeøjne, når vi selv hygger med mad og slik. Problemet med de ekstra godbidder gør flere og flere danske hunde tykke, fortæller Frederik Meyland-Smith, der er dyrlæge ved Dyreklinikken Skovlunde-Herlev og sidder i bestyrelsen for Den Danske Dyrlægeforenings sektion for hunde, katte og smådyr: 

»Mad er en social ting i familien. Når vi hygger, skal hunden også have det hyggeligt. Godbidder bliver for mange et symbol på kærlighed.«

Omsorgen og aftenhyggen ender for mange hunde med at betyde, at kalorieindtaget bliver alt for højt. Frederik Meyland-Smith anslår, at op mod hver tredje hund er overvægtig. 

»For meget mad er misforstået kærlighed. Det er os mennesker, der har ansvaret for, hvad der ender i madskålen, men det kan være svært at skære ned på maden. Mange hundeejere kan opleve det som at skulle straffe hunden, hvis vi foreslår, at de mindsker kalorieindtaget,« siger Frederik Meyland-Smith. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Overvægt kan være svær at se for ejeren

Overvægten kan komme bag på hundens ejermand. Det kan være svært at se, hvis overvægten er kommet snigende over en lang periode, ligesom vi har svært ved at se overvægt som et problem, når vi er så glade for familiens kæledyr. 

En overvægt på to kilo for en hund lyder måske ikke af meget, men hvis hundens normalvægt er 20 kilo, så vil det for en voksen kvinde med en normalvægt på 65 kilo svare til, at hun havde taget næsten syv kilo på. Det fortæller veterinærsygeplejerske Gitte Kamp, der har rådgivet hundeejere om foder og overvægt i flere år. 

»Det kan lyde af lidt, men det er meget i procent. Det indser mange, når vi regner det om for dem. Hundeejerne reagerer typisk først selv på hundens overvægt, når hunden er blevet tydeligt besværet af vægten. Det kan være, hvis hunden får ondt i leddene eller problemer med vejrtrækningen,« siger Gitte Kamp.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Gå en tur i stedet for godbidder i madskålen

Først og fremmest handler det om at skære ned på kalorieindtaget gennem enten skarp opmåling af foder og godbidder eller ved at give hunden et slankefoder. En anden vigtig ting er motion: 

»Hunde bliver lige så glade for en lang gåtur med deres ejer som for en ekstra hundekiks. Hunde skal være aktive og have motion hver dag,« fortæller Frederik Meyland-Smith. 

For hunde kan overvægt ligesom hos mennesker medføre en række livsstilssygdomme. Typisk er det leddene, der rammes af de ekstra kilo, så hunden får smerter. På længere sigt kan det give gigt. 

»Gennem de sidste år er kortsnudede hunde som bulldogs og mopper blevet populære. Rammes de af overvægt, bliver det sværere for hunden at trække vejret,« siger Frederik Meyland-Smith. 

Hunde rammes også af diabetes

En anden livsstilssygdom, som overvægtige hunde rammes af, er diabetes. Er hunden først ramt, betyder det daglige behandlinger resten af hundens liv.

»Diabetes betyder, at man skal være endnu mere regelmæssig med foder og motion. Samtidig skal man typisk give sin hund to indsprøjtninger med insulin hver dag på faste tidspunkter,« forklarer Frederik Meyland-Smith, der også af og til støder på hunde, der er så overvægtige, at det er direkte livstruende. 

»Det er heldigvis mindretallet, men det er vigtigt at reagere tidligt, hvis din hund bliver overvægtig.«

Frederik Meyland-Smith anbefaler, at man allerede, når man skal have hund, sætter sig grundigt ind i, hvilke behov hunden har, når det gælder foder og motion. 

»Kan det passe i menneskets dagligdag, får man en god, sund hund. Det er jo nemmere at forebygge end at behandle overvægten.« 

Læs mere om