Madklub giver våbenhvile i nabolaget

I snart 20 år har beboerne i et villakvarter på Frederiksberg på skift lavet mad til hinanden hver tredje uge. De jævnlige besøg i hinandens hjem har betydet, at man aldrig har dyrket nabohad eller vejkrig.

Ude på Jyllandsvej er det køligt, men inde i køkkenet hos Grethe og Henning får man røde kinder. Der er farsbrød i ovnen, og et brød med ost, løg og oliven står og damper på spisebordet. Grethe fordeler glaserede mandler på nudelsalaten, mens Henning tænder levende lys i stuen.

Det er mandag, der er fællesspisning på Jyllandsvej, og Grethe og Henning er aftenens værter. Værtskabet går på tur mellem de deltagende ti huse. Man kommer halv otte og går igen halv ti. Der bliver serveret god og sund hverdagsmad og en dessert til kaffen.

Hjemmevante gæster finder plads ved bordet

Da klokken bliver halv otte, vælter det ind med mennesker ad fordøren. Situationen virker hjemmevant, og folk finder sig hurtigt en plads ved bordet, hvor diskussionen om et nyt fibernetværk hurtigt tager fart.
Imens går Grethe i pendulfart mellem køkkenet og stuen med vandkaraflerne.

Hvis man vil drikke andet end vand til fællesspisningen, så medbringer man det selv. Det hænder, at folk, som har været ude at rejse eller har noget at fejre, tager vin med til hele selskabet.

I fællesspisningens 20 års levetid har beboerne på Jyllandsvej sørget for at holde igen med de gastronomiske ambitioner, men samtidigt er madlavningen fulgt med tiden, og inspirationen kommer nu ofte fra de udenlandske køkkener. Budgettet for sådan en aften ligger i omegnen af 500-700 kroner.

Fra stakitlav til madklub

Men før pinjekerner og garam masala fandt vej til køkkenet, var fokus rettet mod stakitter og tegltage.

Går man ned ad Jyllandsvej, vil man bemærke, at en del af husene ligner miniudgaver af herregårde - barokpalæer skrumpet til dagligdagsbehov.

Den Hvide By kaldes dette område af Frederiksberg. Fællesspiserne er netop beboerne i disse næsten ens huse, der er delt på midten og huser to familier.

I 80’erne foregik der megen istandsættelse i Den Hvide By. Det forekom derfor naturligt, at beboerne hjalp hinanden med stakitmaling og ombygningstips, da mange tumlede med de samme problemer i de gamle arbejderboliger.

Bertel Mortensen, der var alenefar, syntes, det var »dødssygt« at lave mad kun til sig selv, og foreslog derfor, at man også spiste sammen en gang imellem. Overraskende nok var alle på vejen begejstrede for idéen.

De første mange år var det begivenheder af folkekøkkenagtig karakter; 26 mennesker, hvoraf mange var børn, samlet i ét hjem, og værter, der næsten ikke fik tid til at sidde med ved bordet. I dag er børnene flyttet hjemmefra, og normalt bliver der nu kun dækket op til 12.

Diskussioner uden skænderier

Der er flere emner, man undgår at berøre under fællesspisningen. Blandt andet, at nye beboere på vejen kun bliver inviteret med til den årlige sommerfest, og altså ikke er en del af fællesspisningen.

»Vi undgår også at snakke arbejde. Det er der nok af til daglig. Spiseklubben skal være et alternativ til hverdagen,« siger Bertel Mortensen.

»Vi passer på, at vi ikke kommer op at skændes,« understreger Maiken Christensen og bakkes op af Jakob Rung: »Vi søger fællesskabet og ved derfor naturligt, hvilke ting vi ikke skal bringe på banen.«

Efter 20 års fællesspiseri kender naboerne efterhånden hinandens politiske holdninger, og selv om man ikke sætter sit kryds ved det samme parti, kommer der ingen skår i maden af den grund. Som Bertel Mortensen konkluderer, drejer fællesskabet sig om helt andre ting.

»Noget af det, vi går op i, er nabosikkerhed. Til fællesspisning kan det være, at man spørger, om naboerne vil kigge efter huset, hvis man skal ud og rejse, eller om der er mulighed for at få passet katten.«

Naboerne er ærlige over for hinanden, og de plejer den gensidige respekt og sympatien for hinandens forskelligheder i nabofredens navn.

32 skridt og man er hjemme igen

Efter kaffen er det tid til opbrud. Klokken nærmere sig halv ti. I morgen er det tirsdag. Sønnen, Kristoffer, samler kaffe-og underkopper, og Grethe sætter i opvaskemaskinen. Katten Rita er livet op og smyger sig om stolebenene.

Fra Grethe og Hennings køkken kan man se over i Jakob og Birgits stue. Efter de er gået de 32 skridt fra den ene hoveddør til den anden, kan man nu se dem pusle rundt bag de sprossede vinduer. Der er tre uger til næste fællesspisning. Inden da vil de utvivlsomt støde på hinanden på Jyllandsvej eller som nu se skyggerne af hinanden i de oplyste vinduer.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kultur, #bolig, #arbejdsliv og #madklub