Må risengrød fra i går blive til risalamande?

Er det kun risengrød, der har været pakket ind i en dyne, der skal spises med det samme?

Køl risengrøden hurtigt ned i små portioner i køleskabet, og server den færdiglavede dessert fra køleskabet - senest dagen efter kogningen af grøden.

?

I skriver i en artikel, at risengrød kogt færdig, pakket ind i dyne, skal spises med det samme. Gælder det også risengrød kogt på komfur?

Jeg koger nemlig ris til risalamande dagen før og rører pisket fløde i dagen efter. Grøden har naturligvis stået i køleskab efter kogning. 
 

Karin Larsen, Hjørring

Svar fra Leif Skibsted

Grødris kan ligesom ris til løse ris indeholde sporer af Bacillus-bakterier, der kan spire frem efter kogning og danne giftstoffer i de kogte ris ved opbevaring ved for høj temperatur.

Man må aldrig lade kogte ris køle langsomt ned på køkkenbordet og så spise dem dagen efter i salat eller som stegte ris. Skal kogte ris gemmes længere end et par dage, bør de altid fryses ned. Det gælder også kogte grødris.

Ris til risalamande bør man koge samme dag eller dagen før og køle de kogte ris hurtigt ned og opbevare dem koldt, indtil risalamanden laves. Det vigtige er, at de kogte ris og risalamande opbevares koldt, så kan en rest risalamande godt gennem til næste dag.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #ris, #jul og #desserter