Må man ta’ hunden med sig ind i butikken?

De fleste hunde bliver betragtet som en del af vores familie. Men de firbenede er ikke velkomne de samme steder som os tobenede, når vi forlader hjemmet. Reglerne for hvor hunde er velkomne - og hvor de ikke er - varierer fra butik til butik, og ofte er forskellen på et ”Hund, nej tak” til et ”Hund, helt ok” op til dig som hundeejer og humøret på ekspedienten i den butik, du vil handle i

Restauranter og caféer kan give adgang, men ikke i køkkenet

Helt overordnede og nogenlunde klare regler findes kun, når det drejer sig om steder, der tilbereder mad - altså restauranter og caféer. Her siger reglerne, at virksomheder kan give adgang til kæledyr, hvis de sikrer, at de ikke kommer i direkte kontakt med maden. Det betyder for eksempel at, hvis caféen eller restauranten vil være hundevenlig, kan vovsen få lov til at opholde sig i selve serveringsområdet - men ikke i køkkenet.

Kæledyr forbudt i supermarkedet

Supermarkeder hører også ind under samme regelsæt, men her er der ingen gradbøjning af reglerne, så her er kæledyr helt forbudt. De strammere regler i supermarkedet skyldes ifølge Fødevarestyrelsen, at hunde på en café eller restaurant ofte vil ligge under bordet eller stolen, og dermed ikke udgør nogen større risiko for at overføre bakterier til maden. En hund og dens ejer vil i et supermarked bevæge sig rundt i butikken og dermed potentielt komme i kontakt med en stor del at butikkens varer. Og derfor er reglerne strammere her.

Specielle regler for fører- og servicehunde:

Hvis du har en hund, som er specielt trænet til at hjælpe dig, fordi du for eksempel er blind eller svagtseende, er reglerne mere lempelige. Som udgangspunkt må du tage din fører- eller servicehund med overalt, hvor du færdes og altså også i supermarkedet, på café og restaurant - bare ikke ud i køkkenet, hvor maden tilberedes.

Minimal smittefare

Den reelle fare ved, at en hund går gennem et supermarked eller opholder sig på en restaurant, er dog meget lille, fortæller Anders Dalsgaard. Han er professor på Institut for Klinisk Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet med fokus på fødevaresikkerhed og zoonose (sygdomme og infektioner, som kan overføres mellem dyr og mennesker).

»Hvis du er i tæt kontakt med en hund, som for eksempel slikker dig i ansigtet eller ligger i sengen, så er der en lille risiko for, at du kan få en campylobacterinfektion, som kan give diarré eller andre mave/tarm problemer. Der er også enkelttilfælde, hvor mennesker er blevet smittet med bakterien Pasteurella multocida, som kan give luftvejsproblemer og sårinfektioner,« fortæller Anders Dalsgaard og pointerer, at en sådan smittefare vil være endnu mindre i et supermarked eller på en café, men altså nok til at kæledyr og mad bør holdes adskilt.

Få regler i andre butikker

Der, hvor reglerne ikke gælder, er i alle andre butikker. Altså alt lige fra tøjforretninger til skobutikker eller isenkræmmere. Her er det helt op til den enkelte butik eller kæde at have regler, eller ikke at have regler. Og det sidste er i høj grad herskende hos de fleste butikskæder som Samvirke har kontaktet. Lige med undtagelse af de fleste storcentre, hvor hunde stort set er forbudt, så har næsten ingen butikskæder overordnede hunderegler.

»Spørg i butikken om du må tage hunden med.« Nogenlunde sådan lyder det samstemmende fra alt lige fra Bestseller (Jack & Jones, Vera Moda osv.) til Fætter BR og Inspiration, der er nogle af de kæder Samvirke har talt med.

Vis hensyn

Og ordlyden er den samme fra Danmarks største organisation for hundeejere:»Vis hensyn til andre og sørg for at din hund ser velplejet ud, så kommer du lidt længere,« siger Lise Lotte Christensen, der er adfærdskonsulent hos Dansk Kennel Klub. Hun opfordrer til, at hundeejere deler deres erfaringer med, hvor de tager hunden med og hvordan.

Butikskæder, hvor hunde er tilladt - hvis den opfører sig pænt:
NEYE

Butikskæder uden regler - spørg den enkelte butik:
Bestseller (Jack & Jones, Vera Moda, Only, Vila, Bianco mv.), Inspiration, Kop & Kande, Sportmaster, BR, Toys'R'Us, 

Butikskæder, hvor hunde ikke er tilladt:
H&M, Intersport, Jysk

Storcentre, hvor hunde er tilladt i en taske:
Bruuns Galleri, Field's, Rosengårdscenteret

Storcentre, hvor hunde ikke er tilladt:
Næstved Storcenter, Fisketorvet, Waves, Lyngby Storcenter, Kolding Storcenter, Rødovre Centrum, Aalborg Storcenter, HerningCenteret, Ro’s Torv, City2

Se, hvad vi ellers skriver om: #butik, #kæledyr og #hund