Må du gå nøgen rundt i haven?

Irriterer det dig, at din nabo går nøgen rundt i sin have? Eller synes du selv, det er skønt at nyde sommerdagene i dit mest naturlige kostume? Se her, om det er ok at være nøgen i sin egen have.

Går du i haven uden en tråd på kroppen, eller har du en nabo, der gør? Så er her reglerne for, hvad man må og ikke må.

Nøgenhed er lovligt under ansvar

Som udgangspunkt må du godt være nøgen i din have. Men - du skal tage hensyn til dine omgivelser.

Nøgenhed er ikke ulovligt i sig selv, men du kan risikere, at naboer eller forbipasserende føler sig krænket af din nøgne krop.

Og så kan du komme i konflikt med loven.

Det siger loven om nøgenhed

Der er to paragraffer i lovgivningen, du kan risikere at bryde, når du går nøgen rundt i din have:

  1. Ordensbekendtgørelsens § 3, som forbyder “uanstændig eller anstødelig opførsel”
  2. Straffelovens § 232 om blufærdighedskrænkelse

Hvis du gerne vil solbade nøgen i haven, skal du:

Placere dig væk fra fortov og vej så vidt muligt

Finde et sted i haven, hvor buske og træer skærmer for udsynet

Tænke over, om du kan ses fra naboens vinduer

Nøgenhed i haven er kun sjældent ulovligt

Ifølge Rigspolitiet vil det sjældent tælle som uanstændig opførsel i juridisk forstand, at du solbader nøgen i din have. Derfor vil det typisk være paragraffen om blufærdighedskrænkelse, der kan komme i spil.

Politiet har dog kun få sager, hvor folk anmelder naboers nøgenhed.

Paragraffen om blufærdighedskrænkelse bruges mest om grovere forhold, og for at blive dømt for en overtrædelse skal det kunne bevises, at du vidste – eller burde have vidst – at din opførsel var krænkende for andre.

Langt de fleste sager, hvor naboer ikke er helt enige om anstændighedens grænser, bliver løst med en snak over en kop kaffe.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Bødestraf - hvis din nøgenhed er for synlig

Om din nøgenhed kan komme til at krænke andre, afhænger især af, hvor synligt et sted du ligger.

Ligger du i en lukket have, hvor det er svært at kigge ind, kan du roligt smide tøjet.

Men ligger du fx i en åben have uden afskærmende træer eller buske, tæt ved en etageejendom eller lige op til et busstoppested, skal du være mere påpasselig. Her spiller det ingen rolle, at du opholder dig på din egen matrikel.

Hvis du kommer til at krænke andres blufærdighed, fordi du går nøgen rundt i haven, vil straffen typisk være en bøde.

Læs mere om