Lug ud i haven og put ukrudtet i salatskålen

Alle vegne pibler skvalderkål og mælkebøtter frem, og udsigten til flere timers lugning kan gøre dig helt træt. Samvirke og gartner Jesper Corfitzen fra Haveselskabet giver dig her grønne argumenter for at komme i gang med lugningen og konkrete tips til, hvordan du kokkererer med ukrudt.
Mælkebøtteblomster

Mælkebøtter ser fine ud, men skynd dig at luge dem, før de lige om lidt spreder frø ud over hele din have - ellers god fornøjelse med lugningen. Som trøst for at fælde de smukke, gule blomster kan du bruge dem som dekoration på forårets salater og kager.

Skvalderkål – jo tidligere plukket, jo lækrere smag

  • Smag: syrligt, næsten bittert. Ændrer lidt smagskarakter år for år alt efter, hvor friske de små skud er. Gå efter fine, spæde skud, der skyder i det tidligre forår, og som har en rødlig tone. Og smag dig frem, som foråret går.
  • Anvendelse: kan både stuves som anden kål og kommes i salatskålen. 

Løgkarse – den milde løgsmag  

  • Smag: smager af løg, men mildt og ikke kras som almindelige løg. Mere som springløg eller purløg.
  • Anvendelse: brug den i stedet for karse, purløg eller springløg, egner sig godt som grønt drys til forårets første kartofler eller en hjemmedyrket kartoffelmad.

NB: Løgkarse bør kun spises i begrænsede mængder 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fuglegræs – perfekt til sammenkogte retter

  • Smag: en mellemting mellem salat og rucola – den smager både lidt af salat og lidt bitter.
  • Anvendelse: bruges både som fyld i salaten, men kan også hakkes og tilsættes den sammenkogte ret, hvor den vil trække ud i rettens smag som persille.

NB: Du bør ikke spise roden af planten, da man har manglende kendskab til indhold og risici. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mælkebøtteblade – pluk dem et grønt sted

  • Smag: en kraftig salatsmag a la rodsalat.
  • Anvendelse: som salat. Overvej lige, hvor du plukker dem – jo længere ude på landet, jo sundere.

Mælkebøtteblomster – gul og gratis pynt til din muffin

  • Smag: smager af salat, den gule farve eller den hvide mælk i stænglen smager også grønt.
  • Anvendelse: bruge som pynt på fade med mad, sammenkogte retter og oven på kager – forestil dig en pink muffin med gul blomst på toppen…

Bellis/tusindfryd – smuk og finurlig

  • Smag: friskt med et syrligt strejf.
  • Anvendelse: bruges i salater eller som pynt på desserter.

Brændenælder – lunkent vand kurerer ilden

  • Smag: smager grønt – ikke bittert eller syrligt, men lidt som spinat, en saftig grøn smag.
  • Anvendelse: i suppe, i en stuvning eller i en kompot – som du ville bruge spinat. Læg bladene i blød i lunkent vand i en halv time – det fjerne den brændende fornemmelse.

Vigtigt: Helt overordnet bør du altid orientere sig på Fødevarestyrelsens hjemmeside, inden du sanker i naturen eller egen have. Styrelsen har 2 plantelister, som altid er opdateret med seneste nyt om spiselige planter og blomster.

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/planteliste/Sider/Plantelisten_til_erhvervsmaessig_brug.aspx

https://www.foedevarestyrelsen.dk/Foedevarer/planteliste/Sider/Plantelisten_til_privatbrug.aspx