Lav perfekte burgerbøffer på grillen

Rør oksekødet med krydderier, chili eller sennep, og put gerne bøfferne i fryseren 1 time før, burgerbøfferne skal på grillen, lyder grilltippet fra kokken Claus Holm.

Giv burgerbøfferne 1 time i fryseren, inden du steger dem på grillen. Så holder bøffen bedre formen, lyder tippet fra kokken Claus Holm.

Rør farsen dagen i forvejen

Burgerbøffer af hakket oksekød kun krydret med lidt salt og peber på toppen kan godt få en lidt flad smag. Det fortæller kokken Claus Holm, der blandt andet har skrevet grillkogebogen ”Bitz’ og Holms Grillrevolution” sammen med Christian Bitz for Samvirke. 

»Rør dit kød med forskellige krydderier, med chilisauce eller med sennep dagen før, du skal grille bøfferne til din burger. Eller brug lidt ketchup. Start forsigtigt, hvis du er i tvivl. Du skal nok grille burgere nok i løbet af sommeren til, at du finder din egen krydderiblanding, så smagen bliver helt perfekt,« forklarer Claus Holm. 

Prøv for eksempel med en spiseskefuld sennep til 500 gram hakket oksekød – eller en halv spiseskefuld stærk chilisauce. Du kan stadig bruge salt og peber på toppen, når du steger bøffen. 

Skal-frys dine bøffer

Burgerbøffer mister nemt faconen, når de bliver stegt. Form burgerbøfferne og læg dem 1 time i fryseren, inden du skal stege bøfferne. Tag bøfferne ud lidt før, grillen er klar til stegning. Processen hedder skal-frysning og hjælper med at holde formen på bøfferne, ligesom bøfferne ikke hænger så nemt fast i risten, når du griller. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #grill, #kød, #sommer, #ferie og #hakket oksekød