Lær at sige pyt

Hvordan tackler du situationen, når du har lavet en fejl? Er du god til at trække på skulderen og gå videre, eller slår du dig selv hårdt i hovedet – måske endda i dagevis – over en lille fejl, du har begået? Hvis det sidste er tilfældet, kan du sikkert få gavn af psykolog Marie Aagaard Larsen gode råd.

Vær ikke for hård ved dig selv, når du har lavet en fejl. Lær at sige "pyt"

Øv dig i at sige pyt

Vi laver alle sammen fejl, men nogle er bedre til at give slip og komme videre end andre. Det er selvfølgelig aldrig rart, men verden går altså ikke under af et enkelt lille fejltrin i ny og næ. Øv dig i at sige ”pyt.”

Hvad er du bange for?

Bliver du ked af det, når du har lavet en fejl? Bebrejder du dig selv? Giver det måske ligefrem søvnløse nætter? Så er det værd at give problemet opmærksomhed. Hvad er det, du er bange for, der skal ske, fordi du har lavet en fejl? Er du bange for at miste anerkendelse eller for at miste dit job? Bliver du nervøs, eller giver det dårligt selvværd. Mærk efter. 

Træk vejret dybt

Nå, men du kom til at lave en fejl. Og hvad så? Træk vejret dybt og overvej, hvad er det værste, der kan ske. I langt de fleste tilfælde vil du jo kunne forklare, hvorfor du gjorde, som du gjorde. 

Kan du gøre noget ved det, eller kan du ikke gøre noget ved det? Hvis du ikke kan gøre noget, så træk på skulderne og sig ”pyt.” 

Er det din skyld?

Kunne du gøre for fejlen, eller kunne du ikke gøre for fejlen? Hvis du kunne gøre for det, kan en undskyldning måske redde situationen. Hvis du ikke kunne gøre for det, så træk på skulderne og sig ”pyt.”

Et eksempel kunne være, hvis du har tabt nøglerne til kontoret på vej hjem fra arbejde, så arbejdspladsen bliver nødt til at skifte alle låsene ud. Du gjorde det ikke med vilje, og der er ikke noget, du kan gøre ved det. Det er ærgerligt, men pyt. Har du derimod i fuldskab kastet nøglerne i søen, så kan du gøre for det, og en undskyldning til chefen vil være på sin plads. Du bør nok også overveje, om dine handlinger altid er hensigtsmæssige. Lær af fejlen, giv slip og gå videre. 

Byg en ”pyt-kasse” 

Nogle gange kan det være nødvendigt at gøre noget fysisk, for at kroppen forstår et ”pyt”. Måske hjælper det dig at klappe dig selv på skulderen og højlydt sige: ”Pyt.” Måske skal du lave en ”pyt-kasse”. Enten mentalt eller også en, du bygger. Vælg, hvad der passer bedst til dig. Ideen er, at du skal have et sted uden for dig selv, hvor du kan placer følelsen, fejlen har givet dig. Bygger du kassen stor nok, kan der være meget i en ”pyt-kasse.”

Overvej, hvad du ville sige til en anden

Vi er vores egen værste kritiker.

Overvej derfor, hvad du ville sige til et andet menneske, der havde begået samme fejl. Måske ville du sige: ”Pyt. Tænk ikke mere på det.” Måske ville du trøste og sige, at du ved, vedkommende gjorde det bedste, han eller hun kunne. Hvorfor være hårdere mod dig selv? Du har brug for præcis den samme trøst, og med øvelse kan du stoppe de negative tanker og erstatte dem med positive. Du gjorde dit bedste!

Se, hvad vi ellers skriver om: #psykologi og #stress