Kyssevidenskab: 10 ting du ikke vidste om kys

Et godt kys kræver, at vi bruger mindst 5 af vores 12 ansigtsmuskler, og mænd og kvinder lægger vægt på helt forskellige ting, når de skal sige om et kys er godt. Et kys kan signalere alt fra lidenskab og venskab til had og have forræderiske, bibelske bagtanker. Et godt kys kan sættes på formel, og Samvirke har kigget på videnskaben og historien bag kysset.

Mænd, der kysser deres ægtefælle farvel, lever i gennemsnit 5 år længere.

1: Kys signalerer samhørighed

Filmkys, tungekys, Judaskys og tantekys. Kys har mange former, og et kys kan betyder alt. Det lidenskabelige kys mellem kærester eller ægtefolk – eller det sydlandske kindkys, der er en del af en høflig hilsen på folk, man kender godt. 

Et kys frigiver nemlig oxytocin, der er døbt kærlighedshormon, fordi det skaber følelsen af samhørighed, tillid og kærlighed mellem mennesker, når det frigives i hjernen i bestemte intimitetskabende situationer, for eksempel når der kysses, skriver Rafael Wlodarski, der blandt andet har forsket i kys på Oxford University i en videnskabelig artikel. 

Læs undersøgelsen

2: Først tyggede vi maden for babyer, så kyssede vi 

Det første romantiske kys, som er omtalt på skrift, kommer fra Indien, men forskere mener, at kysset kan være meget ældre. Kysset er – formentlig – opstået, da mødre i tusindvis af år har tygget maden for deres børn og overført maden fra egen mund til barnets mund. På den måde er kontakten mellem læber og mund blevet et tegn på omsorg og kærlighed. 

3: Vi husker det første kys bedre end sex

Et kys er intimt. Og i hjernen er det første kys vigtigere, end da du første gang havde sex. Et flertal af de adspurgte i en undersøgelse fra Butler University huskede deres første kys langt bedre end første gang, de havde sex. 

4: Kys hjælper med at finde gode gener

Området omkring næsen og munden er rig på talgkirtler, der produceres små mængder olie, der udskilles via huden. Olien, der kaldes talg eller sebum, indeholder feromoner, der er et hormonelt signalstof. 

Feromoner indeholder en masse informationer, som næsen opsnapper, når du kysser ham eller hende, der står over for dig. Feromonerne kan fortælle om vedkommende er sund og rask, og forskning på Oxford University har vist, at især kvinder ubevidst lægger mærke til mænds feromoner. Er duften forskellig fra hendes egen, kan det være et tegn på at generne i det kyssende par er forskellige – og dermed er partnere et godt match, hvis man vil have et sundt barn. 

5: Farvelkys øger levetiden med 5 år

Mænd, der kysser konen farvel hver morgen, lever i gennemsnit 5 år længere, end mænd, der ikke giver et farvelkys. Et morgenfarvelkys nedsætter også risikoen for at blive involveret i et færdselsuheld med 50 procent, og kysser man sin partner farvel, tjener man typisk 20-30 procent mere, end de mænd, der ikke har kys som en del af morgenritualet. Psykologerne bag undersøgelsen mener ikke, at det nødvendigvis er den fysiologiske handling, som kysset er, der gør en forskel, men morgenkysserne begynder i højere grad dagen positivt og i godt humør, hvilket er med til at øge levetiden og mindske risikoen for uheld på vej på job. 

I øvrigt: Kysser du din partner farvel om morgenen, stiger sandsynligheden for, at din løn er højere end gennemsnittet. 

6: Kys giver stærkt immunforsvar

Spyt udveksles når kysset er inderligt, og forskere ved State University of New York har fundet ud af, at to mennesker, der tungekysser, udveksler helt op mod 80 millioner bakterier i løbet af et kys’ varighed. Eksponeringen over for fremmede bakterier kan styrke immunforsvaret, så et kys kan måske lige frem være godt for helbredet og forebygge sygdomme, lyder konklusionen.  

7: Dårlige kys kan ende forhold

Gode kys kan give sommerfugle i maven og få pulsen til at stige, men et dårligt kys kan få din kæreste til at gå fra dig. En stor, amerikansk undersøgelse har vist, at 59 procent af alle mænd og 66 procent af alle kvinder er gået fra en kæreste på et tidspunkt i livet fordi vedkommende kyssede dårligt. 

8: Kys kan virke afstressende 

Kys er godt for helbredet, har flere internationale undersøgelser slået fast. Et kys sænker nemlig niveauet for stresshormonet kortisol i hjernen, ligesom et godt kys fra en, man holder af øger serotonin-niveauet. Kys kan også mindske angst. 

9: Sådan vil mænd kysses

Forfatteren William Cane oplister i sin bog ”The Art of Kissing” på baggrund af spørgeskemaundersøgelser og interviews mænds ønsker til kvinder, når det gælder kys: 

  • Kvinder bør åbne munden mere, når de kysser
  • Mænd kan bedst lide våde kys, hvor tungen er aktiv
  • Mænd ville ønske, at kvinder tog mere initiativ til at kysse

10: Sådan vil kvinder kysses

Kvinder har, ifølge William Cane, helt andre ønsker, hvis kysset skal være godt: 

  • Mænd bør være mindre aggresive med deres tunge
  • Mænd skal lægge mærke til kvindens åndedræt. Hun skal have pause til at få luft under kysset. 
  • Hold tænderne børstet, og hav ikke for meget fart på

11: Kys er ikke kun gode

Selvom om kys er intime og skønne, er nogle kys gået over i historien på grund af negative følelser som had eller forræderiske handlinger. 

Apostlen Judas udpegede Jesus ved at kysse ham, så romerne vidste, hvem de skulle tage til fange, og i nyere tid er kysset mellem Østtysklands regeringschef Erich Honecker og Sovjetunionens Michail Gorbatjov ved paraden i anledning af 40 årsdagen for DDR’s grundlæggelse. Ikke langt fra paraden var der store demonstrationer, som blev slået hårdt ned af militæret. Det våde kys mellem de to østblokledere kom, selvom Honecker ikke længere havde opbakning fra Sovjet, og bare en måned efter kysset, blev Berlinmuren væltet. 

Læs mere om kys hos Smithsonian

Se, hvad vi ellers skriver om: #sundhed, #hjernen, #parforhold, #samvær, #velvære og #kys