Kvinder vil også drikke øl

Ølklubber og -arrangementer kun for kvinder blomstrer op i et ellers mandsdomineret Øldanmark. Kvinder vil have øl, de kan sætte på et veldækket bord, og siger nej tak til håndbajere og ølvom.

Du kan læse mere om Annemarie Hartvig Jensens ølklub på oelklubforkvinder.dk

Mænd er skummet fra

Mænd, der er interesseret i øl, bliver skummet fra, når brygmester Annemarie Hartvig Jensen inviterer til ølsmagning og andre arrangementer i sin ølklub. Til en ølsmagning, der foregår hjemme hos brygmesteren selv, kommer der typisk omkring 20 kvinder, og mange af dem kan på forhånd slet ikke lide øl. 

Mange kvinder bryder sig ikke om øls ofte bitre smag. Derfor begynder smagningerne i ølklubben med lyse, venlige ølvarianter, og langsomt bygger Annemarie Hartvig Jensen så på med øl med en let bitterhed, og denne gradvise tilgang får flere af kvinderne til at gå derfra med nyt mod og viden om, at de faktisk godt kan lide visse typer øl. 

Ølsmagningerne foregår på kvindernes præmisser

Annemarie Hartvig Jensen fortæller, at ølsmagningerne foregår på kvindernes præmisser, for mænd er på hjemmebane, når det gælder øl, og kvinder skal i højere grad lære at værdsætte den gyldne drik.

»Kvinderne vil lære at drikke øl på lige fod med mænd, men mange er bange for at stille spørgsmål, der kan virke dumme, til ølkurser, hvor mænd også deltager. I ølklubben taler vi om alt, der har med øl at gøre, og det er tilladt at stille alle former for spørgsmål, uden at man behøver føle sig ukyndig,« siger Annemarie Hartvig Jensen, der stiftede ØlKlubForKvinder i marts sidste år.

»Øl er helt fantastisk«

Annemarie Hartvig Jensen er uddannet farmaceut og har altid interesseret sig for kemien bag øl. Alligevel drak hun i mange år ikke øl, da hun syntes, det var alt for bittert, så da hun begyndte at læse til brygmester, måtte hun lære både at brygge og drikke øl.

Efterhånden er hun blevet mere og mere glad for øl og den tilhørende bitterhed. Så glad, at hun vil lære andre kvinder at drikke øl – og nyde det. 

»Jeg vil gerne åbne kvindernes øjne for, at øl går i spænd med alt fra forretter til desserter og ikke kun er grøn Tuborg eller Hof. Det er altså bare med at komme i gang med at smage en masse forskellige øl, for øl er helt fantastisk,« siger hun.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Mænd drikker øl, og kvinder hvidvin

Selvom der er sket en stor udligning i mænd og kvinders forbrugsvaner, er normen mange steder, at mænd skåler med øl på værtshuset, mens kvinderne sidder på caféen ved siden af og nyder et køligt glas hvidvin.

Det fortæller sociolog og ekspert i fødevareforbrug Jon Fuglsang, der er lektor ved ernærings- og sundhedsuddannelsen på Professionshøjskolen Metropol.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vi har en mandsdomineret ølkultur

Og at kvinder samler sig i klubber for at få et frirum fra mandeverdenen, er da også et tydeligt bevis på, hvor mandsdomineret ølkulturen er i Danmark. 

»Den danske ølkultur er stadig på mange måder en drukkultur for mænd. Drikker kvinder tilpas mange øl, går de imod den klassiske opfattelse af, hvad det vil sige at være feminin,« siger han og fortsætter:

»Som mand er man derimod nærmest tvunget til at kunne lide smagen af øl. Hvis en mand ikke bryder sig om øl, opfattes det af mange, som om han ikke er en rigtig mand.«

Mænd har i højere grad vænnet sig til smagen af øl

Og der er stor forskel kønnene imellem, når man ser på, hvor mange der ikke bryder sig om smagen af øl.

For knap to år siden svarede næsten hver tredje kvinde i en undersøgelse foretaget af YouGov for Metroxpress, at de ikke kunne lide øl. For mænd gjaldt det kun hver tyvende. Og det er en ret bemærkelsesværdig forskel, fortæller Jon Fuglsang. 

»Det er unikt, at man ser så store forskelle i kræsenhed, når man sammenligner kvinder og mænds smag. Det er ret sigende for, at den specielle bitre og gærede smag, øl har, i højere grad er en smag, mænd har vænnet sig til fra ungdomsårene, hvor vores smagsløg udvikles. Netop fordi det forventes af dem, at de drikker øl. Sådan er det ikke for kvinder, hvor det i højere grad er acceptabelt, hvis de hellere vil have en sød cider,« siger han.

Flere kvinder til årlig ølfestival

Historisk set var ølbrygning faktisk et udpræget kvindeerhverv, som kvinderne klarede hjemme i bryggerset, imens manden var på jagt eller i krig. Siden da er mændene blevet de primære bryggere og øldrikkere, og ølreklamer er oftest markedsført til mænd.

Men en trend er på vej, hvor kvinder stille og roligt genfinder glæden ved øl. Hos foreningen Danske Ølentusiaster, hvor færre end hvert femte medlem er kvinde, har tilstrømningen af kvinder på deres årlige ølfestival de seneste år været stigende, fortæller formanden i den ølglade forening, Anne Lise Knørr.

Kvinder siger nej tak til håndbajere og ølvom

Og meget tyder på, at man kan takke det øgede udvalg af specialøl for kvindernes voksende ølinteresse.

I dag findes der næsten 1500 forskellige øl på det danske marked. Mange af de øl har et andet image end den konservative og endimensionelle pilsner på genbrugsflaske, der opfattes som en drik, der giver ølvom, fortæller brygmester Annemarie Hartvig Jensen. 

»Mange kvinder synes, det er bøvet at gå ned i supermarkedet og købe 10 håndbajere for en 20’er i en ølafdeling med linoleumsgulv og stålreoler,« siger hun. 

Øl skal være æstetisk

For kvinder er det vigtigt, at øllet er en æstetisk drik ligesom vinen. Vinflaskerne har i mange år været præsenteret pænt i supermarked, også etiketterne og selve vinglassene har typisk været mere er interessante end dem til øl.

»Det tiltaler kvinder, at ølafdelingerne begynder at blive mere æstetiske med flot trægulv og smukke flasker, som man kan være bekendt at sætte på bordet, når man har gæster en lørdag aften,« siger Annemarie Hartvig Jensen.

Brug for flere kvindelige ølambassadører

For at fastholde de kvindelige kunder skal restauranter og caféer fortsætte med at udvide deres sortiment af specialøl i smukke flasker og glas og matche øllet med mad.

Men skal flere kvinder i fremtiden vælge et godt glas øl i stedet for eksempelvis vin, kræver det flere kvindelige ølambassadører som Annemarie Hartvig Jensen. 

»Jeg fornemmer, at min historie om, at jeg før ikke brød mig særlig meget om øl, indtil jeg indså, hvor alsidig og velsmagende en drik det er, kan inspirere kvinder til at ville give sig i kast med øl,« siger brygmesteren.

I USA er der mere kvindelig interesse for øl

Og det er Martin Petersen, der har en fortid som bryggeriarbejder, enig i. Han står bag ølbloggen Stovt, hvor han blogger om blandt andet øltrends. Han fortæller, at USA har en mindre kønsmæssig skævvridning, når det kommer til, hvem der brygger og interesserer sig for øl.

»USA er normalt fem til 10 år foran Danmark på ølområdet. Og i USA er der i dag flere kvindelige bryggere og mere kvindelig interesse generelt for øl, end der er herhjemme, så jeg tror, vi stille og roligt vil se samme udvikling i Danmark,« siger han.

Læs mere om