Københavnerne spiser oftest fisk til aftensmad - nord- og vestjyderne sjældnest

Fisk til aftensmad er mest populært i København og mindst populært i Nordjylland og Vestjylland, hvor de største fiskerihavne ligger.

Fisk er blevet trendy og en ret for de velhavende og veluddannede, siger ekspert. 

Fisk er oftere på aftenmenuen i København og nord for hovedstaden end i resten af Danmark. Det viser nye tal fra Coops mad-O-meter.   

Omvendt - og i modsætning til, hvad mange måske ville forvente - er der færrest, der spiser fisk i de dele af landet, hvor fiskerierhvervet er størst, nemlig i Nordjylland og Vestjylland.

Om Coops mad-o-meter

Siden januar 2009 har Coop Analyse fået godt 70.000 danskere til at beskrive mere end 1.000.000 måltider. Oplysningerne er analyseret og samlet i en database, der dagligt opdateres med 800 nye måltider. Databasen hedder ”Coops mad-O-meter"

Men det er i virkeligheden slet ikke så overraskende, at det er i og nord for hovedstaden, hvor der bor mange med høje indtægter og lange uddannelser, at duften af fisk oftest stiger op fra komfuret, siger analysechef i Coop, Lars Aarup. Fisk har fået en helt anden status i dag end tidligere, forklarer han.   

»Historisk set har fisk bevæget sig fra at være en fattigmandsspise til at være en rigmandsspise. I dag er det de mest velhavende og veluddannede danskere, der spiser mest fisk.«

Tallene fra Coops mad-O-meter viser netop, at indtaget af fisk stiger med længden af uddannelse.    

I København Nord spises der 32% mere fisk til aftensmad end landsgennemsnittet

Indeks

København Nord: 132
København: 118
Nordsjælland: 108
København Vest: 102
Østjylland: 100
Fyn: 97
Sjælland og øerne: 96
Sønderjylland: 90
Vestjylland: 88
Nordjylland: 85                 

Fisk er et moderigtigt valg

En anden forklaring på, hvorfor fisk er hot i storbyen, er, at spisen passer godt ind i tidens herskende madtrends, siger Lars Aarup.

»Det er de rigtige fedtstoffer, og så er det en let spise. Vores kost går generelt i en lettere retning. Mindre stuvning, mindre margarine, mindre hakket oksekød og mere kylling og fisk,« siger han.

De tendenser har ikke slået igennem på samme måde i Nordjylland og Vestjylland, hvor landets største fiskerihavne ligger. Kommer man bare lidt væk fra havnene og ind i landet, har fisken ikke formået at vippe grisekoteletten ned af middagstallerkenen, siger Lars Aarup.

Andel, der spiser fisk på en gennemsnitlig hverdagsaften vist efter uddannelse

Kort uddannelse: 9%
Mellemlang uddannelse: 11,4%
Lang uddannelse: 13%

Flere ældre end unge spiser fisk

Fisker man lidt mere i tallene fra Coops mad-O-meter, viser det sig, at de 55-74-årige sætter fisk på middagsbordet langt oftere end de 15-34-årige.    

Ifølge analysechefen kan det have noget at gøre med, at fisk kan være svært at tilberede, hvis ikke man har de store evner i et køkken og er vant til at tilberede fisk.

»Det kræver et vist køkkenkundskab, at tilberede og måske udbene en fisk, som mange unge måske ikke har. Så er det lettere med fx hakket oksekød, der ikke kræver den store forberedelse,« siger han.

Se, hvad vi ellers skriver om: #fisk, #forbrug og #aftensmad