Klumme: Øhh, tak for gaven, far!

Det er med skrækblandet fryd, at jeg hvert år løsner båndet på min fars gaver. De er i hvert fald kreative. Jeg har flere veninder, der altid skriver til mig juleaften for lige at høre, hvad jeg fik i år. Gaverne er en kilde til evig forundring, men med alderen er jeg også fuld af beundring over hans kreativitet og manglende vilje til at rette ind og følge de ordrer, der står på ønskesedlen.

Liv Mygind, der er journalist på Samvirke, ønsker sig bløde pakker i år.

Fire måneder før min 30-års fødselsdag bekendtgjorde min far, at han havde fundet den helt rigtige gave til mig, og han glædede sig umådeligt meget til at give mig den. Han kunne næsten ikke lade være med at røbe, hvad det var. Det gjorde mig urolig. 

Hele mit liv har jeg nemlig modtaget ret særprægede gaver fra min far. Han peakede helt klart det år, han gav sin kæreste, min søster og mig en hjemmelavet saltdejsfisk –  den slags i trylledej, man altid brugte i børnehaven. Fiskene var så tykke, at han måtte bage dem ni timer i ovnen, før de var gennembagt. Derefter malede han dem med akvarelmaling. Min fisk er orange og gul. Lige meget hvordan man vender og drejer den fisk, så er det ikke en flot fisk. Men min far var så begejstret, da vi synkront pakkede op, og han næsten lettede fra stolen, idet han råbte: Det er en karpe!

Jeg husker særligt 1990, hvor min søster fik en cykel til jul, og jeg fik en Lucky Luke tegneserie og en dagbog uden lås (jeg havde ønsket en med lås). Som 10-årig var det den største uretfærdighed, der havde overgået mig.

Der var også et år, hvor vi fik håndvægte i julegave, fordi min far mente, vi var blevet for slappe. Et andet år, hvor min søster fik latinske verber, vores far havde printet og lamineret. Det var året efter, hun var holdt op med at have latin i gymnasiet. Og så var der dengang, jeg fik et hjemmelavet kalahaspil i drivtømmer. Jeg fik også en golfbold og noget sandpapir, så jeg selv kunne slibe hullerne. Det er 15 år siden, og man får stadigvæk splinter i fingrene, når man spiller.

Men da min 30-års fødselsdag oprandt, åbnede jeg gaven fra min far, og jeg havde på forhånd besluttet mig for dybt i min sjæl, at jeg ville blive glad for gaven, uanset hvad. Det var en fjerkræsaks af mærket Fiskars. Jeg blev ikke særlig glad for den fjerkræsaks. Men så kiggede jeg på min far, der lyste op i et yes-jeg-har-ramt-hovedet-på-sømmet-med-den-gave-smil. Han syntes virkelig, at det var en god gave.

Nu kunne man måske foranlediges til at tro, at min fars gaver er en form for hævn over de utallige skæve skærebrædder, leraskebægre og støvleknægte, vi børn har foræret ham i årenes løb. Men det er bestemt ikke hævn, der er blot tale om, at han selv synes, han giver verdens bedste gaver. Og nu har den saltdejsfisk ligget på mit skrivebord i otte år og kigget på mig med sine store udstående øjne. Og jeg er med tiden blevet ret glad for den. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #jul, #kreativitet, #gaver, #julegaver og #forældre