Klumme: Jeg savner lugten af røg

Jeg savner noget, og navnet rygepause. Cigaretten i døråbningen, når verden må gå sin gang, det bliver uden min medvirken. Måske kan man kalde det en slags mindfulness. Inger Abildgaard er ud over at være vemodig eksryger også journalist på Samvirke.

Inger Abildgaard opholdt sig i et spansk sommerhus med fire seriøse rygere og kom til at elske lugten af cigaretrøg.

I januar, på vinterens mest trøstesløse tidspunkt, var jeg på et besøg i et hus ved Middelhavet. I huset tog fire venner forskud på foråret og holdt ferie. Alle husets beboere var seriøse rygere. De helt igennem flinke og gæstfrie mennesker blæste konstant røg ud af munden, en af dem havde endda en rygende cigaret liggende i et askebæger, mens han spiste. Det åbenlyse afhængighedsforhold af cigaretter blev ikke undskyldt eller forklaret. Der var ingen fortrydelse, kun ferie og letsind.

Da jeg samme aften skulle i seng hjemme på hotellet, følte jeg mig som et fremmedlegeme dumpet ned i det nyvaskede sengetøj. Det blev pludselig ekstra mærkbart, at der sad en tung lugt af røg ikke bare i mit tøj, men i huden, håret og næseborene. Det var en uvant lugt af ufornuft, men god at falde i søvn på. Hjernen diskede op med mindet om en fjern natlig samtale med min meget sjove veninde. Vi halvvejs sad og lå med benene oppe i hver sin ende af en sofa, havde lunken kaffe på termokanden og masser af cigaretter, der blev røget to gange, fordi pakkerne var tomme, og der altid kunne hives lidt mere ud af et skod. Klogt var det ikke, vi havde små børn og et arbejde, der ville være lyslevende virkelighed lige om lidt, men vi var i en alder, hvor træthed bare var en tanke, der kunne blæses væk med røgen.

Jeg holdt op med at ryge for 20 år siden. Det var mit livs hurtigste beslutning efter en hasteindlæggelse med en nedarvet hjerteskavank. Livet uden cigaretter blev overraskende nemt, kun i søvne savner jeg at ryge, og drømmen skifter altid, inden jeg når at få sat ild på.

Men jeg savner noget, og navnet er rygepause. Cigaretten i døråbningen, når verden må gå sin gang, det bliver uden min medvirken, men tag og kys det hele fra mig. Det er glæden ved at miste kontrol, mens lungerne har travlt med røgen. Måske kan man kalde det en slags mindfulness. Jeg har ikke fundet noget, der kan gøre helt det samme som en rygepause. Kage udløser ingen dopaminer, kun tanker om uvelkomne kalorier, kaffe kan gøre lidt, men ikke nok. Meditation? Tja, hvis man tror nok på det, men der mangler nu noget. Måske er det lugten af ufornuft. •

Se, hvad vi ellers skriver om: #kultur, #stress, #rygning og #klumme