Klumme: Jeg fælder en fodboldtåre

»Det er ikke nemt at holde med de små. Der er mange skuffelser. Til gengæld er glæden også det større, når Landsholdet klarer sig godt,« siger Liv Mygind, journalist på Samvirke.

Liv Mygind har flere gange under en landskamp lovet at opkalde sine børn (uanset køn) efter den næste dansker der scorer.

Kollektiv bekymring for ankler, knæ og fibersprængninger

Jeg elsker forventningens glæde før en slutrunde. Jeg elsker at være nervøs for, om Agger bliver kampklar. Eller som dengang op til VM i 2010, hvor hele landet var bekymret for Simon Kjærs knæ. Jeg elsker håbet, der lever blandt børn, voksne, rige og fattige. Og jeg elsker at møde Martin eller Elsebeth ved kaffemaskinen på jobbet og tale om, hvor vigtigt det første mål er. 

I virkeligheden ved jeg ikke meget om fodbold. Om et hold spiller 4-4-2 eller 3-4-3, kan jeg ikke se forskel på. Jeg føler fodbold. Jeg græder, når vi får medaljer, og jeg bander, når vi ikke klarer den. I affekt lover jeg at opkalde mine børn uanset køn efter den næste dansker, der scorer og bringer os videre. 

Da vi 17. november spillede playoff mod Sverige, sad jeg og så kampen derhjemme. Det var hverdag, men min 5-årige dreng fik lov at snige sig med i sofaen. Sammen sang vi med på nationalsangen før den skæbnesvangre kamp. Der var stadigvæk håb om, at vi kunne kvalificere os til EM, da han faldt i søvn i anden halvleg. en da han vågnede næste morgen, spurgte han: »Hvad blev kampen?« Jeg havde lyst til at lyve. Men det var min opgave at slukke lyset i hans øjne: »Det gik ikke. Zlatan scorede igen, og selvom vi også scorede to mål, var det ikke nok.« »Men hvorfor, mor?« Og det var præcis sådan, jeg også havde det … hvorfor?! Fordi Schmeichel ikke kan flyve i lige så lang tid som Ronaldo. Fordi Den Internationale Sportsdomstol besluttede, at Albanien skulle have tre point, efter at den dumme drone fløj ind på banen. Fordi vi ikke har en Zlatan. Min søn græd. Og så satte vi os og så det sidste kvarter af Danmark-Tyskland fra juni 1992. Og så græd jeg. De skønneste fodboldtårer.

Min søn blev ammet til kommentator Flemming Tofts stemme i 2010, han fattede ikke meget af spillet i 2012, og han kunne ikke sidde stille, da vi var i Brasilien for to år siden. Men nu ville han have alderen til at opleve sin første slutrunde. Jeg kan selv huske VM 1986, hvor jeg var 6 år. Vi boede i sommerhus og havde ikke fjernsyn, så vi cyklede syv kilometer ud til Ørby-cafeteriet for at se de danske vikinger kæmpe i Mexico. Det var stort, når jeg fik cowboytoast og drak sodavand med fodboldspillere i kapslerne. Den oplevelse havde jeg glædet mig til at give videre. Jeg havde allerede planlagt at fylde ham med fodboldburger, slik og kakaomælk, så han kunne holde sig vågen og se Danmark spille. Men ak ...

Vi har talt om at holde med Island. Men vi bliver jo aldrig rigtig bekymrede for, om Eidur Gudjohnsen bliver kampklar.

Skal vi nu ikke bare få overstået den slutrunde, så forventningens glæde igen kan få lov at boble, når kvalifikationskampene til VM i Rusland begynder til september? 

Se, hvad vi ellers skriver om: #sport, #fodbold, #klumme og #opdragelse