Klassiske stegefejl og råd til at lave den perfekte steg

At stege en steg kan lyde let, men mange mener, det er svært at tilberede en lækker steg i ovnen. Samvirke har talt med kokken Claus Holm om tilberedningen af steg i ovnen. Stil ikke en kold steg i ovnen, fjern unødvendige sener og steg ikke for længe, lyder 3 af rådene.

Følg Claus Holms råd om stegning for selv at lære at tilberede den perfekte steg.

Langtidsstegning virker også

»Det giver ro og overblik i køkkenet at have stegen i ovnen,« siger Claus Holm.

Særligt langtidsstegning giver frie hænder, efter at  kødet er sat i ovnen. Langtidsstegning giver også rigtig lækkert og mørt kød, det falder fra hinanden, som for eksempel pulled pork.

Langtidsstegning af den perfekte flæskesteg:

De fleste køber en steg og smider den direkte i ovnen på 240 grader i 3 timer, og så bliver den sej og kedelig. Gør i stedet følgende:

En flæskesteg på 3 kg: sæt ind i ovnen, som er forvarmet til 100 grader, og lad den stå i 3 timer og 20 minutter.

Skru herefter ovnen op til 245 grader i 20-30 minutter, afhængig af din ovn, til du kan se, at sværen begynder at boble. Så får du en supersprød svær og en lækker, lyserød steg.

  • Vælg intervalstegning, det virker. Intervalstegning er en klassisk stegemetode, der giver lækkert kød, og metoden kan bruges til alle typer stege, men igen: At tilberede en lækker steg kræver, at man kender sin ovn. 
  • Ved intervalstegning af en steg på 1,5-3 kg brunes kødet af, inden det sættes i ovnen ved 180-200 grader i 20 minutter. Herefter skal kødet ud og hvile i 10 minutter, ind i ovnen igen i 20 minutter, og til slut ud og hvile 10 minutter igen, inden det er klar til at blive skåret. »Du kan næsten få det dårligste kød til at blive lækkert ved intervalstegning,« siger Claus Holm.
  • Lad kødet hvile inden udskæring. Lige meget hvad eksperter og kloge hoveder mener om hviletid til kødet, har 30 års erfaring lært Claus Holm, hvad der virker for ham. Når stegen får lov til at hvile i 15-20 minutter, trækker saften fra stegens kerne ud i kødet, så det er saftigt og lækkert.

Husk på, at rådene her er en vejledning. Det er stadig dit ansvar, at kødet bliver godt. Hvis du har spørgsmål til stegning, er du velkommen til at skrive til Claus Holm på hans mail.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kød, #gode råd, #stegning og #aftensmad