Kan man få grå hår af stress?

De små grå spirer ikke frem, når stressniveauet stiger, men der er alligevel et gran af sandhed i den gamle myte, forklarer professor, dr. med. Peter Bjerring.

De hvide hår spirer ikke frem, når vi føler os stressede. Dem, vi i forvejen har, bliver bare mere dominerende.

Mysteriet er løst

Kan man virkelig få grå hår af stress?

»Ja, det kan man i princippet godt,« siger professor, dr.med. Peter Bjerring, der er cheflæge på privathospitalet Mølholm i Vejle, da Samvirke stiller ham spørgsmålet. Et spørgsmål, du måske har stillet dig selv, når kalenderen har virket proppet, og opgaverne har stået i kø på arbejdet. Og der er altså noget om snakken. 

»Man får ikke nye grå hår af stress, men man kan alligevel godt komme til at syne mere gråhåret, hvis man er udsat for stress. Det kræver bare, at man i forvejen har grå hår,« fortæller Peter Bjerring. 

Håret giver op

Når kroppen kommer i en tilstand af stress, reagerer den nemlig i nogle tilfælde ved at tabe en del af håret. Reaktionen kaldes på latin Telogen Effluvium og kan for eksempel opstå efter en fødsel, en voldsom feber eller som resultat af en kronisk travl hverdag med hjertebanken og svedige håndflader.

Fakta om grå hår

  • Det grå hår er racebestemt. Kaukasiere, og særligt rødhårede, får typisk deres første grå hår, før asiater og afrikanere gør. På vores breddegrader er det ganske normalt at spotte sine første grå hår i 30’erne – nogle endda før.
  • Alle dine hår på kroppen kan blive grå, men de følges sjældent ad.  
  • Et hold forskere fra Jordan påviste i 2013, at rygere har lidt over dobbelt så stor sandsynlighed for at få grå hår før tid som ikke-rygere.

 

De tilbageværende hår vil være de nyeste, der er vokset ud, og er man over de 40, vil mange af de nyeste hår typisk være farveløse på grund af kroppens naturlige aldring, forklarer Peter Bjerring.

»Når de hvide hår bliver tilbage efter et hårtab, vil det få personen til at se gråhåret ud, fordi de hvide hår blander sig med de resterende farvede hår. I virkeligheden findes der slet ikke grå hår,« siger han.

Hårtab varierer

De hvide hår spirer derfor ikke frem, når vi føler os stressede. Dem, vi i forvejen har, bliver bare mere dominerende i forhold til vores egen hårfarve. Hvor hurtigt en stresset tilstand kan føre til ændringer på toppen, er straks sværere at svare på.  

»Det kan sagtens ske over en kort periode på få uger, hvis man er meget stresset, men det er svært at måle stress­niveauet på det enkelte individ,« siger Peter Bjerring. 

Hvert hår har sit eget liv

Men hvorfor er det egentlig, at vi overhovedet får det stålgrå skær, når vi rammer en vis alder? Forklaringen på dette findes i den enkelte hårsæks livscyklus. I den gennemsnitlige hovedbund vokser der omtrent 100.000 hår, og hvert af dem har sin egen livscyklus, som varer i cirka 3 år. Når de 3 år er ved at være forbi, går det enkelte hår over i en hvilefase kaldet den telogene fase, inden det til sidst river sig løs og ender i hårbørsten, på hovedpuden eller i baderisten, så et nyt hår kan vokse ud. 

»Når pigmentcellerne er brugt op, så kommer der ikke mere farve ud i de næste hårstrå. Og er et hår først blevet hvidt, er der ingen vej tilbage,« siger Peter Bjerring.

Se, hvad vi ellers skriver om: #stress, #hår, #myte og #alder