Kære dagbog

Nathalie Bertani Sommer

Nathalie Bertani Sommer, 12 år, 28. maj 2013

»Fremtidige Nathalie. Kan du huske What makes you beautiful. Minder One Direction dig om noget? Tænkte jeg nok, fordi det er dem, der er skyld i, at du ikke har nogen kæreste. Du er fuldt ud besat af dem… lige nu sidder du og hører deres musik, og du ved alt for meget om de 5 fantastiske drenge. Du er så skør, at du læser fanfiktion om Niall. Han er din favorit. Du må ALDRIG glemme dem. Okay?!?!«

Nathalie Bertani Sommer, gymnasieelev, 17 år, 2017

»Jeg var kæmpe fan af boybandet One Direction. Niall var min favorit. Han var ikke den mest populære, men jeg kunne godt lide ham, fordi han havde bøjle og var nuttet. Jeg kan huske, jeg blev ked af det, da bandet splittede op. Det er sjovt at se tilbage. Minderne fra dengang kommer op igen. Når jeg læser, hvad jeg skrev, bliver jeg også lidt flov. Dengang var jeg lille og pinlig. Nu er jeg en bedre version af mig selv.  Jeg startede med at skrive dagbog som 11-årig og prøver stadig at skrive dagbog en gang i mellem. Det kan være rart at få sine følelser på skrift, hvis man ikke lige har nogle at snakke med. Det jeg skriver nu, kan jeg først dele senere. Nu er det privat.«

Siri Garde Myggen

Siri Myggen Jensen, 13 år, 8. oktober 1999:

»Jeg ønsker mig at blive gift og få børn. Det lyder måske ikke så ualmindeligt, og det er det nok heller ikke. Det mærkelige er, at det skal være nu. Jeg ønsker måske mest af alt at have et »rigtigt« forhold. En sød, romantisk fyr, der fortæller mig, hvor dejlig jeg er, og at han elsker mig. Altså et forhold, hvor man kender hinanden virkelig godt, kan fortælle hinanden alt. Det forestiller jeg mig nok, at man bedst finder i et ægteskab.«

Siri Garde Myggen, musiker, 31 år, 2017, Gift og har 1 barn

»På det her tidspunkt er jeg lige begyndt at gå til fester. Min omgangskreds begynder at udvides, og jeg er ultrasocial. Jeg kan huske alle episoderne fra de halvandet år, jeg skrev dagbog. Jeg kan ikke præcis huske det her citat, men jeg kan huske, at alt handlede om fyre. Det hele var lidt overdramatisk og inspireret af amerikanske film og serier som for eksempel Beverly Hills. 13-årige Siri er meget i sine følelsers vold. Hun har mod på livet, kaster sig ud i forelskelser og er ikke bange for at dyrke store følelser. Lidt af 13-årige Siri bor nok stadig i mig. Fra at være oversentimental dengang er jeg nu nok kun sentimental.«

Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand, 12 år, 26. marts 1986

»Karina og jeg så igen Christiane F. Jeg elsker den film. Og jeg elsker David Bowie. Så tynd han er. Og smuk. Vi gik rundt i Amager Centret, Karina og jeg, og hun legede, vi var stiknarkomaner. Jeg har set Kai Løvrings tissemand. Ninus har set Mogens Lykketofts. Jeg så Kai Løvrings på toiletterne i Amager Centret.«

Tomas Lagermand Lundme, forfatter, 44 år, 2017

»12-årige Tomas var en lille lort, der drømte stort. Jeg ville være punker eller Detlef fra filmen Christiane F. Jeg hang ud med min kusine, der var lidt ældre, og vi var gode til at se hærgede ud. Jeg fandt allerede dengang fyre interessante, men var ikke imponeret over at have set skuespiller Kai Løvrings tissemand. Jeg begyndte at skrive dagbog den 9. marts 1986, samme dag som digteren Michael Strunge døde. Jeg brugte dagbogen til at øve mig på at blive voksen. Jeg skrev kloge ting ned, nogle af de ældre fortalte, som jeg så kunne genbruge, når de ikke var der. Når jeg tænker tilbage på 80’erne, husker jeg alt som sort. I min dagbog kan jeg se, det egentlig også var ret sjovt.«

Lise Uhrup Jensen

Lise Uhrup Jensen, 14 år, 3. juli 1972

»For 1 time siden ringede Anders og sagde, at han havde mødt en anden ovre i England, som han bedre kunne lide, og at det ikke var så godt, at vi kom sammen mere. Jeg føler det, som om jeg ingen fremtid har mere, hele min verden er som styrtet sammen. Jeg tror hele tiden, at jeg hører hans knallert. Han kommer og siger, at han ikke mente det. Åh, jeg kan ikke holde op med at græde.«

Lise Uhrup Jensen, folkeskolelærer, 59 år, 2017

»Anders gik to klasser over mig. Senere fandt jeg ud af, at den nye pige ikke var en fra England, men bare en, der gik en klasse over mig. Der var en del drama dengang. Da vi var 14 år, skulle der ske noget på kærlighedsfronten. Man holdt i hånd, rødmede og snakkede med veninderne om forelskelse. Det var meget uskyldigt. Jeg skriver stadigvæk sporadisk dagbog. Det er en god måde at komme ud med tanker på. Især hvis der er nogle svære ting. Så behøver man ikke læsse dem over på andre. Jeg har gemt alle mine dagbøger. Når jeg ikke er her mere, har mine børn og børnebørn mulighed for at læse dem. Jeg ser det som et vidnesbyrd. Jeg har selv min morfars dagbog, der er tilbage fra det 19. århundrede.«

Jan Birger Nielsen

Jan Birger Nielsen, 17 år, 30. juli 1966

»Jeg har vist nok aldrig følt så meget for Jeanne, som jeg gjorde i dag, og hvis det er gengældt på samme måde, vil jeg ikke betænke mig på at give min højre arm for at opnå, at hun bare vil blive for altid. Jeg tror ikke, at der er noget, der kan skille os ad, dvs. der er to undtagelser: 

1. Hun bliver træt 

2. Døden 

(Måske er det noget sludder, men jeg er så glad)«

Jan Birger Nielsen, pensionist, 69 år, 2017

»Jeanne var min første kæreste. Jeg havde en avisrute, hvor Jeanne boede på. Jeg stoppede tit op hos hende og snakkede. Efter noget tid fik jeg klager fra dem på den sidste del af ruten, fordi avisen tit kom for sent. Lige før det her uddrag kan jeg læse, at Jeanne og jeg har været ude at gå tur på stranden og i klitterne nær Dueodde. Der var meget med piger i den her periode. Men ret uskyldigt med ungdomsfester, hvor man dansede i mørket. Derudover reparerede vi knallerter og tog på knallerttur rundt på Bornholm. Jeg fik en dagbog i julegave i 1963, som jeg skrev i frem til 1966. Det er mærkeligt at læse, fordi jeg har glemt meget af det. Jeg får den der følelse »Nåh ja«. Især fordi flere ting var anderledes, end jeg i første omgang huskede det.«