Hvordan undgår jeg for meget jern i kosten?

Er der konkrete fødevarer, jeg skal undgå, hvis jeg vil skrue ned for jernindholdet i min kost?
?

I madlavningen vil jeg gerne undgå fødevarer med meget jern, fordi det åbenbart ophobes i stedet for at udskilles. Jeg har en ven, der har fået konstateret for højt jernindhold i blodet og bliver behandlet for det.



Hvilke fødevarer bør jeg udelade af kosten?

Jytte Fleischmann, Hobro

Svar fra Per Brændgaard

Begræns især indtaget af kød, da kød har et særlig højt indhold af jern. Især rødt kød som eksempelvis oksekød. Bælgfrugter (bønner, ærter og linser), frø (f.eks. sesamfrø og hørfrø) og nødder (f.eks. cashew) har også et højt indhold af jern og bør begrænses.

Begræns også indtaget af C-vitamin, som fremmer jernoptagelsen af vegetabilske jernkilder. C-vitamin findes i frugt og grønt, som ikke bør undgås, men begræns særligt C-vitaminrige produkter såsom juice, peberfrugt, kiwi, bær og appelsin. Det er en fordel at spise C-vitaminrig frugt og grønt adskilt fra jernholdige måltider.



Undgå også jerntilskud, multivitamintilskud, der indeholder jern, og C-vitamin som isoleret tilskud. Det kan endvidere hjælpe at øge indtaget af fytinsyreholdige madvarer, da fytinsyre hæmmer optagelsen af jern. Fytinsyre findes i fuldkornsprodukter som eksempelvis havregryn og fuldkornsbrød. Vælg fuldkornsbrød, der ikke er bagt med surdej. Surdej øger optageligheden af jern. Undgå at indtage C-vitaminrig mad samtidig med fuldkorn, idet C-vitamin hæmmer virkningen af fytinsyre.

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.