Hvor hurtigt bliver gamle kartofler grønne?

Ophobes giften fra grønne kartofler i kroppen?

Grønne kartofler bør altid kasseres, fordi de indeholder det giftige stof solanin, der kan give hovedpine og mavepine.

?

Hvor lang tid skal gamle kartofler udsættes for lys, eksempelvis i butikkerne i gennemsigtig emballage, før de bliver grønne og giftige? Ophobes giften fra grønne kartofler i kroppen?

Villy Sørensen, Langå

Svar fra Leif Skibsted

Nye kartofler er mere lysfølsomme end afmodnede kartofler, der opgraves efter plantens nedvisning om efteråret. Få timers intenst lys kan igangsætte grønne forandringer i kartofler, der stadig vokser, mens gamle kartofler er mere robuste.

Det sker typisk over flere dage, men afhænger af, hvor gamle kartoflerne er, og af kartoffelsorten.

Den grønne farve skyldes det ugiftige klorofyl, der dannes sammen med giftstoffet solanin, som er plantens værn mod bakterier, svampe og insekter. Der er mest gift i kartoflens skræl. De første forgiftningssymptomer er kvalme, mavekramper og opkastninger. Giften ophobes ikke i kroppen, men udskilles igen.

Alligevel bør man aldrig spise grønne kartofler. 

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet.

Se, hvad vi ellers skriver om: #opbevaring, #grøntsager, #gift og #kartofler