Hvad sker der i hjernen, når vi danser?

Du bliver glad af at danse, fordi din hjerne godt kan lide at gøre ting i takt med andre, men selvom du kun danser med dig selv, får din hjerne en følelse af at være sammen med andre, når du danser.

Peter Rosendahl Dam, 27 år, Assistancekoordinator, Sydhavnen Min dag bliver god, hvis jeg lytter til høj musik i mine høretelefoner om morgenen og danser som en idiot. Jeg har aldrig gået til dans. Men jeg kan ikke lade være med at danse. Det er nærmest ufrivilligt.

Så meget danser danskerne

En fjerdedel af danskerne har danset i løbet af den sidste uge, og 42 procent har danset inden for den seneste måned. 

For en fjerdedel af befolkningens vedkommende er det over et år, siden de har danset. De fleste danskere forklarer, at de ikke danser oftere, fordi de ikke er gode til at danse, ikke kommer steder, hvor man danser, eller at de simpelthen bare ikke har lyst til at danse. 

Det mest populære dansested i Danmark er hjemmet. Hele 41 procent svarer, at de oftest danser derhjemme, og de danser spontant, fordi de har lyst. De fleste danser med sig selv. 

Kilde: Analyse fra YouGov, som er gennemført for Samvirke i 2016

Hjerneforskere og psykologer har nemlig fundet ud af, at synkrone bevægelser påvirker vores hjerner positivt. I et studie fandt de, at hjernen, når vi danser synkront med andre, får en fornemmelse af, at vi fusionerer med den, vi danser med, så vi føler os mere lig hinanden og udvikler sympati for hinanden. Når det sker, udskiller kroppen endorfiner, der er et af de såkaldte lykkehormoner, som belønning.

Når musikken lyder, vil din krop danse

Det er svært for os mennesker ikke at danse. Eller i hvert fald ikke at vippe lidt med fødderne og vugge fra side til side, når vi hører et stykke rytmisk musik. Bronwyn Tarr fortæller, at det kræver en aktiv handling ikke at bevæge sig i takt til musik. På tværs af kulturer ser man, at børn bevæger sig helt automatisk, når de hører rytmer.

Du danser ikke alene, når du danser med dig selv

Din hjerne oplever, at du er sammen med andre, når du danser til musik, også selvom du danser med dig selv, forklarer Bronwyn Tarr.

Før teknologien gav os mulighed for at indspille musik og lagre den på bånd, plader eller elektronisk, var musik en social begivenhed. Musik krævede, at flere mennesker var til stede på samme tid. Da der hverken var klaver eller basguitarer, brugte vi i stedet vores klappende hænder, stampende fødder og skrålende stemmer til at skabe musikken sammen. 

Når vi i dag hører en sang i radioen, tror vores hjerner derfor stadigvæk, at vi er sammen med andre. 

»Selv hvis du danser alene foran spejlet, føler du ikke, du er alene, når du danser til musik,« siger Bronwyn Tarr.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kultur, #hjernen, #fest og #dans