Hvad gør Coop for at bringe mængden af emballage ned?

Coop havde tidligere papbakker til frugt og bær - hvad gør Coop for at mindske emballageaffaldet?
?

Vi er så heldige, at vi nu har fået mulighed for at sortere plastemballage fra restaffald med henblik på genbrug. Det er noget af en øjenåbner at se, hvor hurtigt den nye container bliver fyldt med hårde plastbakker fra frugt, grønt, kød og salater m.m. Ud over at det også er besværligt at vaske emballagen, inden den smides i containeren, er det altså en påmindelse om, hvor meget husholdningen bidrager til både ressourceforbrug og mulige miljøproblemer med plast alle vegne, hvor det ikke skal være.

Hvad gør Coop - som jeg opfatter som vores »tillidsmand« på dette område - for at nedbringe forbruget af plastemballage? Jeg savner de gamle papbakker til frugt og bær, men andre løsninger kunne måske også findes?

Karen Sylvest Vesterdal, Holbæk

Svar fra Signe D. Frese

I Coop arbejder vi med vores emballager i forhold til flere problemstillinger. Dels arbejder vi for, at der ikke er uønskede kemikalier i vores emballager, dels arbejder vi på at vælge de mest miljøvenlige emballager til vores varer.

Emballage har imidlertid mange vigtige funktioner. Den beskytter varen, og den forlænger varens holdbarhed. Korrekt emballering er derfor vigtig i forhold til at undgå madspild. Ikke desto mindre er vi optaget af, at den emballage, der er rundt om vores varer, bliver genanvendt så meget som muligt. Enten som ny emballage eller til andre formål. Derfor er vi som den første dagligvarehandel i Danmark i fuld gang med at skrive på alle Coops egne emballager, hvordan de skal kildesorteres efter brug.

Foruden genanvendelse har vi i det sidste års tid arbejdet med nogle pilotprojekter, hvor vi blandt andet introducerer nye miljøvenlige emballager på nogle af vores varer, og vi reducerer emballagen, når det er muligt. Nogle af de pilotprojekter, vi sætter i gang, vil fokusere på plast. 

Signe D. Frese er kommerciel CSR-cehf i Coop. Hun arbejder blandt andet med at sikre udbud af ansvarlige varer, og at Coop handler ansvarligt i forhold til blandt andet madspil, miljøpåvirkning og lignende. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #emballage