Har mænd mere lyst til sex end kvinder?

Der er mange myter om mænd, kvinder og forskellene mellem dem. En af dem handler om sex og om, hvem der tænker mest på det. Et vovet gæt er, at du ikke bliver overrasket over svaret.

Mænd har mere lyst til sex

»Ja, som en tommelfingerregel,« siger sexolog og parterapeut Maj Wismann og forklarer det blandt andet med, at mænd har bedre kontakt til deres underliv end kvinder alene på grund af det faktum, at deres køn sidder uden på kroppen, og de rører det flere gange om dagen, når de er på toilettet. Jo større kontakt til underlivet, jo større er sexlysten.  

»Når en kvinde har meget om ørene og mange bolde i luften, så mister hun nemt kontakten til sit underliv og dermed lysten til sex. En mand derimod skal helt op i det røde stressfelt, før han mister kontakten til sit underliv,« forklarer Maj Wismann og tilføjer, at der også er hormonelle forskelle.

Gode råd, hvis lysten mangler

Tal sammen. Hjælp hinanden med at finde årsagerne til den manglende lyst. Har I for travlt i hverdagen? Kan I gøre noget anderledes? 

Vær ærlig. Tænder du ikke på din partner, fordi vedkommende har taget på i vægt? Eller synes du, at din partner ofte er et bad bagud? Få det sagt. Det sårer måske, men det gør din manglende lyst også. 

Søg hjælp. Få professionel hjælp, hvis det er svært at løse problemerne selv. Et enkelt besøg hos en sexolog kan give et overblik over, hvad der er galt, og hjælpe jer videre.

Hormonerne giver lyst til sex

Mænd har mere testosteron i kroppen end kvinder, og det hormon har en positiv effekt på sexlysten – også hos kvinder, hvorfor nogle kvinder oplever, at de får mere lyst til sex efter overgangsalderen, når østrogenniveauet falder, og mængden af testosteron får større vægt. 

»Der findes selvfølgelig kvinder, der oplever, at de har større sexlyst end deres mænd, men det er faktisk tabubelagt at tale om. Jeg oplever, at flere og flere mænd mister lysten, fordi de føler sig pressede i hverdagen. Mænd ligger under for myten om, at de kun tænker på sex dagen lang. Så bliver det pludselig meget lidt maskulint at indrømme, at lysten til sex mangler, og så stikker mændene hovedet i busken og håber på, at det bliver bedre i morgen,« siger Maj Wismann, der fortæller, at det næsten altid er kvinden, der henvender sig til læge/sexolog, hvis hendes mand har mistet lysten. 

Tal om sex i dit forhold

»Det er vigtigt at tage snakken om, hvornår der er sex nok i et parforhold. Hvis den ene har mere lyst end den anden, skal der findes et kompromis, som begge parter kan leve med. Tal om, hvad der er optimalt for jer. Min erfaring siger mig, at for de fleste par er sex to gange om ugen nok. Og husk så at sætte tid af til det. Hvis vi vil have succes, så skal vi arbejde for det,« lyder rådet fra sexologen.

Se, hvad vi ellers skriver om: #sex, #kvinder og #mænd