Håndtryk eller kram: Hvilken hilsen skal man vælge?

Giver man hånd, eller skal man hellere kramme, første gang man møder sin bedste vens nye kæreste? Det kan være svært at finde ud af, hvilken hilsen man skal vælge hvornår.

Det kan hurtigt blive akavet, hvis man ikke er enige om kram eller håndtryk.

Skal jeg kramme eller give hånd?

Du er netop ankommet til et socialt arrangement og har besluttet dig for at tage en runde og hilse på folk. Din hjerne arbejder på højtryk, mens du overvejer, om du skal række hånden frem til et håndtryk eller åbne op til et kram. Hvor godt kender du egentlig de andre i rummet? Du når aldrig frem til en løsning, før du pludselig befinder dig i favnen på et andet menneske, du kun har set ved en enkelt tidligere lejlighed. Lidt akavet!

Kan du genkende billedet?   

Det kan være svært at finde ud af, hvilken hilsen man skal vælge hvornår, siger antropolog Bjarke Oxlund fra Københavns Universitet.

Der gælder forskellige koder i forskellige miljøer

Det kan det, fordi der gælder forskellige kulturelle koder i forskellige miljøer og situationer. Kender man ikke koderne – eller er man ikke enige om dem – kan der opstå en lettere akavet dans mellem 2 mennesker, der skal hilse på hinanden og har forskellige præferencer i forhold til håndtryk og kram.  

Oveni skal lægges, at vi i de nordiske lande meget nødigt vil gøre forskel på hinanden, uanset om det gælder køn, alder eller status, siger Bjarke Oxlund, hvilket kan gøre det endnu sværere at tilpasse sin hilsen til situationen og personen foran dig.  

»Traditionelt vil man sige, at det er den med den højeste status, der har initiativretten og derfor i en vis grad bestemmer hilseformen. Men det passer ikke særlig godt med en moderne skandinavisk mentalitet, hvor vi ikke er så hierarkisk tænkende. Vi har en lighedsideologi, hvor vi godt kan lide at lade, som om der ikke er nogen forskel. Hvor man i mange andre kulturer tænker i forskelle, bruger vi i Danmark en masse energi på at skjule dem.«

Så er man først gået i gang med at kramme løs, strider det altså mod manges overbevisning at »spise andre af« med et håndtryk, selvom man ikke nødvendigvis kender hinanden ret godt, siger Bjarke Oxlund.              

Krammet er blevet en social hilseform

At mange af os ofte står midt i kram/håndtryk-dilemmaet, kan vi langt hen ad vejen takke 68-generationen for, vurderer Bjarke Oxlund.

»Man plejer at sige, at sæderne og de mere formaliserede normer kommer til en ende med ungdomsoprøret, den seksuelle frigørelse og afviklingen af almindelig kropsforskrækkelse. Derfra kan man sige, at krammet som social hilseform begynder at blive mere udbredt.«

Siden er krammet blevet institutionaliseret – blandt andet gennem moderne børne-tv som f.eks. det voldsomt populære Teletubbies, siger han.

»Figurerne i programmet laver stort set ikke andet end at forenes i store kram hele tiden. På den måde er det blevet sat systematisk i værk i børns tidligste udviklingsfase, at for at have med hinanden at gøre, så skal man kramme.«

Københavnerkrammet og det vestjyske håndtryk

Alligevel er det langtfra alle steder, krammet har vundet lige meget indpas som almindelig hilseform. Rent geografisk kan man tale om, at krammet stadig meget er et storbyfænomen, og at folk i provinsen foretrækker at holde en hvis afstand med et håndtryk, vurderer Bjarke Oxlund. Københavnere er ”krammere”, mens esbjergensere giver hånd, lyder stereotypen.  

En lignende forskel kan man identificere i forskellige kulturelle miljøer. Hvor man f. eks. i kunstnermiljøer er meget kropslige og kaster om sig med knus og franske kys, er det professionelle og tillidsskabende håndtryk det mest normale i businessverdenen, siger han.

Den gode hilsen tilgodeser begge parter

Ifølge lektor og ph.d. Helle Winther, som forsker i kroppens sprog, er den gode hilsen den, hvor det lykkes at aflæse både den anden, situationen og lytte til sig selv, så man ender med en løsning, begge parter er komfortabel ved.

Man skal være opmærksom på, at de forskellige hilsner, vi benytter os af, knytter sig til forskellige kropslige zoner, siger hun. 

»Både mennesker og dyr har en intimzone, som er der, hvor man kommer helt tæt på hinanden og giver knus. Så har vi den personlige zone, som er der, hvor man giver håndtryk og holder en vis afstand og viser respekt for det personlige rum. Og så er der den sociale zone, hvor man måske bare nikker til hinanden eller vinker.«

Et håndtryk kan være lige så varmt som et kram

Det er ikke alle, som har lyst til at lukke folk ind i deres intime zone, og derfor kan det være ubehageligt både at få et knus og give et knus, som man ikke føler er ægte. Det vigtigste er at være tro mod sig selv – og det behøver ikke blive opfattet som koldt eller uengageret, hvis man holder fast i at række hånden frem i stedet for at åbne op til et knus, siger Helle Winther.  

»Man kan give et varmt åbent håndtryk, hvor man virkelig signalerer åbenhed, respekt og nærvær over for den anden og ser hinanden i øjnene, og så kan man kan give et koldt knus, der sådan set er fraværende.«  

Se, hvad vi ellers skriver om: #venskab, #høflighed og #opdragelse