Gode råd om kompressionsstrømper

Risikoen for at få en blodprop i benets vene, også kaldet årebetændelse, er større for kvinder end mænd, og den stiger med alderen. For at reducere den risiko kan man anskaffe sig et par kompressionsstrømper, som gennem tryk på underbenet kan forebygge eller afhjælpe problemet, men der findes forskellige strømpetyper til forskellige formål. Få styr på strømperne her.

Kompressions- og støttestrømper giver god komfort ved løb og hjælper blandt andet musklernes restitution.

Sådan virker strømperne - teknisk set

Gennem strømpernes tryk på benets muskler og vener forhindrer man, at venekarrene kan få mulighed for at udvide sig så meget, at blodgennemstrømningen sænkes eller stoppes, og at blodlegemerne dermed kan sætte sig fast på ujævnheder på venens indre væg og danne årebetændelse. 

Om årebetændelse

"Årebetændelse kaldes også i daglig tale for en blodprop. Hér bruges betegnelsen årebetændelse frem for blodprop, da "blodprop i benet" eksempelvis er 2 sygdomme. Det kan være en blodprop i arteriesystemet (blodprop i benet) eller en blodprop i venesystemet (årebetændelse)." (Apotek.dk)

 

Brug kompressionsstrømper for dokumenteret effekt

Kompressionsstrømper er betegnelsen for specialstrømper, hvor effekten er klinisk testet og kan dokumenteres. Der er 4 klasser.

Klasse 1 har det laveste tryk, giver en let overfladepåvirkning og kompression og kan med fordel benyttes i stedet for almindelige støttestrømper, som rejse- og sportsstrømper, da man er garanteret den kompressionseffekt, producenten foreskriver. 

Klasse 2 har et større tryk og bruges både forebyggende og behandlende ved problemer i de dybere vener som svigtende veneklapper og årebetændelse. Man bør ikke bruge kompressionsklasse 2 uden at have rådført sig med en læge.

Lægeordinering ved seriøse problemer

Kompressionsstrømper i klasse 3 og 4 giver meget kraftig kompressionseffekt. De anbefales til behandling af skader i venerne efter årebetændelse. Strømperne kan også effektivt hindre hævelse, udvikling af bensår og dannelse af åreknuder efter en operation. Til klasse 3 og 4 skal medicinsk uddannet personale tage mål af ben og fødder, så strømperne bliver helt præcise. 

Klasse 4 har det højeste tryk og bruges kun inden for sygehusvæsnet. 

Redaktionen har foretaget visse ændringer og præciseringer i teksten 18/4-2016 i forhold til tidligere udgave.

Se, hvad vi ellers skriver om: #sygdom, #helbred, #fødder, #ferie, #forebyggelse og #ældre