Gæst hos Doña Lucia

Kaffeturisme. Har du lyst til at se, hvordan kaffe bliver lavet, og følge livet hos en kaffebonde? I Nicaragua vinder kaffeturismen frem.

Dona Lucia i sit køkken, hvor hun tilbringer det meste af dagen med at lave mad til gæster og familien.

Gæster i kaffeplantagen

Tim Keffords telefon gik i stykker i sidste uge. I morges løb Lani Perleszs tør for batteri. Egentlig betyder det ikke så meget, for der er alligevel kun mobilsignal oppe ved skolen to kilometer fra huset. Tim Kefford og Lani Perlesz er begge studerende fra Australien, og sammen fik de lyst til at se Nicaragua indefra. De har været undervejs i to måneder og har nu boet to dage i kaffelandsbyen Sontule.

»Kan I vække os i morgen tidlig?« spørger Lani Perlesz os efter at have konstateret telefonens død. De to australiere skal med bussen omkring klokken syv, og de er nødt til at nå den. Den kører nemlig kun en gang om dagen.

Ikke arrangeret turisme. Det her er økoturisme i kaffeland. Turister, der vælger at overnatte hos kaffebønderne Lucia og Rogelio Villareyna, kan følge livet som kaffebonde på godt og ondt. Herude er der hverken rindende vand, toilet eller bad. Godt gemt i havens virvar af træer, tørresnore og farvestrålende blomster finder man et lille das bygget af et par blikplader.

»Vi møder de lokale uden om den arrangerede turisme, uden om rutinen. I går deltog vi i det månedlige møde i kaffekooperativet. Det var spændende,« fortæller de unge over en kop kaffe om aftenen ved spisebordet. Vi sidder i en udestue med adgang til køkkenet, hvor Doña Lucia laver mad til familie og gæster. Maden tilbereder hun over åben ild i det ellers uoplyste køkken. På væggene i køkkenet hænger krus og kopper i tusind farver, ligesom de krus, vi varmer hænderne på i den snigende aftenkulde. Heroppe i bjergene er det ikke varmt året rundt som i resten af landet.

En kulturel udveksling

Ægteparret Villareyna husede fremmede allerede i 1980’erne, hvor familien under borgerkrigen åbnede deres hjem for folk, der havde mistet hus og ejendom. Efter borgerkrigen strømmede udenlandske frivillige til Nicaragua for at hjælpe bønderne med genopbygningen. Hver gang ægteparret modtager en gæst, føler de, at de betaler de frivilliges indsats tilbage.

»Jeg synes ikke, vi trænger os på,« siger Lani Perlesz.

De to australiere har boet hos andre lokale, og der følte de, det handlede meget om pengene. Men selvom de også her skal betale for at overnatte, føler de ikke, at familien gør det for pengenes skyld.

»Det er mere en kulturel udveksling, hvor man kan være sammen med familien uden at stå udenfor og betragte en scene, som det meste turisme ellers går ud på,« fortæller Lani Perlesz. Tim Kefford slår over i spansk for at spørge Doña Lucia selv, om de føler sig udstillet. Den lille vævre, nicaraguanske dame ryster voldsomt på hovedet, mens hun slår hænderne sammen. Nej, hun kan lide at have gæster.

»Fremmed er du kun første gang,« siger hun, mens Tim oversætter, »selvom du kommer som turist, rejser du herfra som en del af familien.«

Kulden og mørket har sneget sig helt ind i spisestuen, og i fællesskab beslutter vi stiltiende, at det er sengetid. Der er plads til tre-fire overnattende i hvert soveværelse. Her er ingen lamper, men man kan få en lille lysestage med ind på værelset, så man kan ligge og læse lidt.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kaffe, #turisme og #rejse