Er vitaminpiller og fiskeolie noget pjat?

Kan vitaminpiller være skadelige?
?

Jeg spiser en multivitaminpille året rundt, og det samme tilbyder jeg min søn på 5 år.

Vi spiser fornuftigt og varieret i husstanden. Vitaminpillen tager vi mest for en sikkerheds skyld. Men er det nødvendigt? Og kan det være direkte skadeligt?

Vi spiser også fiskeolie, da vi i nogle uger ikke får nok fisk. Men jeg har set i tv, at nogle præparater bliver fremstillet af meget uhumsk fisk. Min mand er kok, og han synes, vitaminer ved siden af kosten er noget pjat.

Linda Ejstrup, Aalborg:

Svar fra Per Brændgaard

Det afhænger altid af en individuel vurdering, om det gør gavn, skade eller ingenting at tage vitaminpiller og fiskeolie.

Den generelle anbefaling er, at man ikke skal tage kosttilskud som vitaminpiller og fiskeolie. Det er sundere at få vitaminerne, mineralerne og fedtsyrerne fra kosten.

Hvis det af en eller anden grund ikke kan lade sig gøre at indtage vitaminer, mineraler eller fedtsyrer nok fra kosten, kan kosttilskud komme på tale og kan være ekstremt vigtige for sundheden. Men det kræver som sagt en individuel vurdering hos f.eks. en klinisk diætist, en professionsbachelor i ernæring og sundhed eller en cand.scient. i human eller klinisk ernæring.

Du kan også spørge din læge, som via blodprøve kan måle din status for forskellige vitaminer og mineraler.

Hvis man ikke spiser fede fisk, eller hvis man har et særligt stort behov for fedtsyrerne i fiskeolie, så kan man roligt tage fiskeolietilskud. Fiskeolier til mennesker er ikke rådne, men de kan være harske. Eksperter vurderer dog, at fiskeolier ikke er så harske, at det i sig selv kan give sundhedsproblemer. I praksis må det være en afvejning mellem de gavnlige fedtsyrer på den ene side og en risiko for at indtage harske fedtsyrer på den anden side.

Det sundeste for de fleste mennesker er under alle omstændigheder at spise fisk og fiskeprodukter i stedet for fiskeoliekapsler. 

 

Per Brændgaard er cand.scient. i human ernæring.

Se, hvad vi ellers skriver om: #vitaminer og #fiskeolie