Er det nødvendigt at vaske håret med shampoo?

Hvis du ikke bruger shampoo til din hårvask, bliver dit hår ikke renset godt nok, er en opfattelse de fleste deler. Men er det nødvendigt at bruge shampoo?

»Nej,« svarer Tina Bak Christiansen, lærer på frisøruddannelsen på Syddansk Erhvervsskole, »kun hvis dit hår er skadet eller er meget udsat.« 

Shampoo fjerner fedt i hovedbunden

For de fleste er hårvask med shampoo en fast tilbagevendende begivenhed. Det plejer håret og får det til at være glat og se skinnende ud. Men samtidig fjerner shampooen også det fedt, som bliver produceret naturligt i hovedbunden. Og jo mere shampoo du bruger, desto mere fedt vil kroppen producere for at kompensere. 

Vask med bagepulver

Den amerikanske frisør og hårekspert Lorraine Massey har fundet frem til en blanding, der kan erstatte shampoo:

Bland en teskefuld bagepulver med en deciliter vand, massér blandingen ind i hovedbunden. Lad den virke i et par minutter og skyl den derefter ud. 

... skyl med eddike

Vask med bagepulver kan give tør hovedbund, så skyl eventuelt håret efter med lidt æblecidereddike, som ophæver den stærkt basiske effekt af bagepulverblandingen.

 

Kræver god tid at stoppe

Derfor kan det være svært at droppe shampoo, når man først er kommet i gang med at bruge den, eftersom håret ellers hurtigt vil føles fedtet og slasket på grund af den øgede fedtproduktion.   

»Hvis du beslutter dig for ikke at bruge shampoo fra i morgen, så vil du de næste uger opleve, at dit hår ikke har samme hygiejne, som det plejer at have. Men lader man være med at bruge shampoo over længere tid, så kan man faktisk godt få en anden balance i håret. Hvis man ikke affedter det, så vil kroppen heller ikke kompensere for det,« fortæller lektor ved institut for Kemi og Bioteknologi på Aalborg Universitet, Kim Lambertsen Larsen, som understreger, at det varierer, hvor lang tid kroppen skal bruge på at vænne sig til, at håret ikke bliver affedtet med shampoo.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Håret lugter af dig

Det er dog ikke muligt for håret at komme til det punkt, hvor det er helt selvrensende. Det er især hårets lugt, som vil blive kraftigere.

»Alle mennesker har en lugt, og den lugt bliver mere markant i takt med alderen, så hvis du ikke bruger shampoo, vil dit hår med stor sandsynlighed komme til at lugte af dig. Det skal dog også siges, at det jo er forskelligt, hvilken slags hår vi har, og hvordan det reagerer,« forklarer Tina Bak Christiansen og slutter af med at udpege den absolutte undtagelse for en shampoofri tilværelse: Brugen af hårprodukter som voks, gel og lak.

»Alt det snask sætter sig på hovedbunden, og hvis ikke man vasker det væk, kan det blokere hårsækkene og dermed forhindre nyt hår i at gro ud.«                

Læs mere om