Er det hårdere at cykle, når det er koldt?

Cykelturen til og fra arbejde kan gå som en leg om sommeren, men i vinterkulden synes den pludselig enormt lang og sej. Det er der flere forklaringer på. Læs dem her.

Man kan let ønske sig nogle måneder frem, når man kæmper sig frem på den vinterkolde cykelsti.

Der er flere luftmolekyler i koldt vejr

Når temperaturen er på 0 grader, er der i gennemsnit 7 procent flere molekyler i luften, end hvis det er 20 grader varmt. Og det er blandt andet luftmolekylerne, der gør, at det er hårdere at komme igennem cykelturen om vinteren.

Det forklarer Niels Hansen, der er klimatolog og pressechef hos Danmarks Meteorologiske Institut.

»Man kan sammenligne med et stormagasin. Er der mange kunder, bliver folk nødt til at stå tættere sammen, og så er det sværere at komme igennem mængderne,« siger han.

Du cykler hurtigere om sommeren

Den varme sommerluft betyder derimod, at hvert enkelt molekyle forlanger mere plads omkring sig. Og så er der heller ikke lige så mange af dem på cykelstien.

»Her kan man forestille sig, at alle i stormagasinet skubber sig en armslængde væk fra kunderne ved siden af. Så er der mere plads imellem dem, og det bliver nemmere at komme igennem stormagasinet,« siger Niels Hansen.

Derfor er det også hårdere at cykle om vinteren

Men det er ikke kun kulden og den medfølgende øgede vindmodstand, som gør, at cykelturen kan være rigtig træls om vinteren.

»Tykkere tøj og dermed øget luftmodstand, forsigtig kørsel på grund af mørke, eller glat føre, er alle store faktorer til, at vi cykler langsommere om vinteren. Det er altså ikke kun luftmolekylerne, der gør cykelturen hårdere,« siger Niels Hansen.

Har du 30 minutter til arbejde, og er du en helt gennemsnitlig cyklist, som kører okay koncentreret, men uden at få pulsen helt op og ringe, så ville din cykeltur på arbejde tage omkring 2-3 minutter længere i 0 grader i forhold til en dejlig sommerdag med 20 grader. Men det er altså kun, når man regner på luftmodstanden.

Tag dine forholdsregler

Selvom det er hårdere at cykle om vinteren, skal du kun få minutter tidligere hjemmefra for at nå din tur med samme fysiske indsats som om sommeren. Til gengæld skal du bruge rigtig meget mere energi, hvis du vil forsøge at køre din tur lige så hurtigt som om sommeren.

»Så kan det være en god idé at tage cykeltøj på,« siger Niels Hansen.

DMI har her samlet nogle gode råd til at gøre cykelturen om vinteren til en god oplevelse.

Se, hvad vi ellers skriver om: #vinter og #cykel