Er der risiko ved at gemme ris?

Kan man få madforgiftning af ris, der er kogt og gemmes til næste dag?
?

Jeg har læst advarsler mod at gemme kogte ris, fordi risene kan indeholde Bacillus cereus. Vi har altid gemt rester af vores ris, fordi vi gerne vil undgå madspild. Er der nogen væsentlig risiko?

A. K. Frederiksen, Frederiksberg

Svar fra Winnie From Thesbøl

Det er rigtigt, at ris kan indeholde sporer fra Bacillus cereus, der kan danne toksiner, det vil sige giftstoffer, og give madforgiftning. Men risikoen er forsvindende lille, når risene håndteres rigtigt. Køl de kogte ris ned fra 65 til 10 grader, inden for tre timer efter de er kogt.

Er det en stor portion, gøres det bedst ved at dele portionen op i flere beholdere og køle dem ned i koldt vand. Derefter skal de opbevares i køleskab ved fem grader, indtil de skal bruges. Hvis de efterfølgende ikke spises kolde for eksempel i en salat, skal de genopvarmes til over 65 grader. 

Winnie From Thesbøl er mad-, måltids- og husholdningskonsulent og cand. pæd.

Se, hvad vi ellers skriver om: #opbevaring, #mad og #bakterier