Elcykler: Flere vil have medvind på cykelstien

Interessen for elcykler stiger voldsomt. Og det er ikke kun blandt ældre eller fysisk besværede. De yngre vil også have strøm i pedalerne.

Med el i pedalerne behøver du ikke medvind, for at suse afsted.

Elcykler er ikke bare damecykler længere

Da elcyklerne så småt kom på markedet for syv-otte år siden, blev der nærmest kun solgt damecykler, selvom køberne var både mænd og kvinder. De fleste købere var lidt oppe i årene, og de ældre mænd valgte også damecyklen, fordi den var let at komme op på. Det har forandret sig.

»Nu sælger vi flere og flere herrecykler. Det er et klart udtryk for, at målgruppen er blevet yngre. Nu er det også ham, der ikke vil møde svedig på arbejde eller gerne vil springe bilkøen over og hurtigt ind til byen,« fortæller kategorichef i Coop Charmaine Jakobsen.

Stor tilfredshed med elcykler

Flere steder i landet er det muligt at få en elcykel til låns i en periode og teste, om sådan en er sagen. Formålet er at friste bilpendlere til at skifte de fire hjul ud og hoppe på de to på elcyklen. Det sker blandt andet i Odense, Roskilde, København og på Bornholm.

For eksempel tilbyder Region Hovedstaden via 8 hospitaler, at deres ansatte kan teste en elcykel gratis i 3 måneder i forbindelse med projektet Test-en-elcykel. En række omegnskommuner er også med og har samme tilbud til borgere og ansatte i virksomheder i kommunerne. Her er tilbagemeldingerne fra de første 235 deltagere enslydende.

»De er lykkelige. De kører rundt med et smil og beskriver malende, hvilken nydelse det er at køre på en elcykel,« fortæller projektets leder Anna Thormann fra Gate 21, som er et partnerskab mellem kommuner, virksomheder og vidensinstitutioner, som arbejder for et grønnere samfund.

Hvad er en elcykel?

I forhold til jura og forsikring betragtes en elcykel som en almindelig cykel, blot med en indbygget elektromotor. Der er altså ingen aldersbegrænsning, ingen krav om styrthjelm, nummerplade, kørekort eller typegodkendelse, når blot cyklen lever op til kravene i cykelbekendtgørelsen, der stiller disse 3 betingelser:

 

  • Motoren må maksimalt yde 250 Watt (nok til let at komme op ad stejle bakker)
  • Motoren må kun afgive effekt til hastigheder op til 25 km/t.
  • Cyklens elmotor må kun hjælpe til, når pedalerne samtidig bevæges

 

Elcyklen omvender bilister

Erfaringerne viser, at  elcyklen passer et bredt publikum, som ellers har følt det (lidt for) komfortabelt lige at sætte sig ind i bilen.

»Elcyklen har omvendt dem. Nu vil de cykle. Der er typisk dem, der har relativt langt til arbejde og har tvivlet på, at de for eksempel kunne cykle 15 kilometer hver vej, som nu vil cykle. For når de først har prøvet en elcykel, finder de ud af, at de kan køre meget længere distancer,« fortæller Anna Thormann.

Af de 235 cyklister har kun tre haft tekniske problemer med batteriet, og kun én er stoppet undervejs i testperioden på grund af pollenallergi.

»Alle andre har været super tilfredse,« siger hun.

4 fordele ved elcyklen

  1. En kørt kilometer i bil udleder i gennemsnit 132 gram CO2 pr. kilometer. En kilometer på en elcykel udleder ca. 12 gram CO2/km, så der er store klimagevinster at hente, hver gang en dansker vælger elcykel frem for bil.
  2. Hvis man har 10 kilometer til arbejde, vil mange synes, at det er i overkanten på en almindelig cykel. På en elcykel kan det lade sig gøre, for bakkerne føles som en leg, og det er ikke noget problem at køre i modvind.
  3. Du er uafhængig af bilkøer eller af at vente på offentlig transport. I forhold til en almindelig cykel påvirker modvind og dårligt vejr heller ikke transporttiden ret meget.
  4. Du bestemmer selv, hvor meget hjælp du vil have fra elcyklens motor. Hvis du er træt, når du cykler hjem, kan du skrue op for hjælpen fra elmotoren.

4 ulemper ved elcyklen

  1. Hvis man er i god form og vant til at cykle langt, vil man nok opleve, at elcyklen ikke er tilfredsstillende. Så snart man kører mere end 22 kilometer i timen, slår motoren fra, og så er den tung at trække.
  2. I forhold til en almindelig cykel er elcyklen dyr. Derfor kan det være mere risikabelt at sætte den fra sig for eksempel på togstationer, medmindre den er sikkert fastlåst til noget. Under alle omstændigheder er det en god idé at tage batteriet med sig, fordi cyklen derfor ikke er så attraktiv at stjæle.
  3. Elcyklen kan veje 25 kilo, så hvis motoren slår fra, vil man opleve, at det er en tungere cykel. Den er også tungere at løfte op i et cykelstativ eller op bag på en bil.
  4. Cyklen har behov for strøm og skal typisk lades op hver dag. Hvis man for eksempel har 20 km til arbejde, må man også lade op på arbejdet for at være sikker på at have strøm nok til hjemturen.

Prøv forskellige modeller, før du køber

Hvis du overvejer at købe en elcykel, er det en god idé at prøve forskellige typer, inden du beslutter dig. På nogle cykler trækker motoren på forhjulet, på andre på baghjulet - og det er helt individuelt, hvad man foretrækker.

Se, hvad vi ellers skriver om: #sundhed og #cykel