Derfor skal du trække vejret gennem næsen

Sænk dit stressniveau og giv kroppen et skud energi. Det er blot nogle af fordelene ved at trække vejret gennem næsen. Fysioterapeut, åndedrætsekspert og kvinden bag hjemmesiden åndedrættet.nu, Lotte Paarup, giver dig her forklaringen på, hvorfor du skal trække vejret gennem næsen.

Når du trækker vejret gennem næsen, aktiverer du den beroligende del af nervesystemet, som sænker stressniveauet i din krop.

Vejen til et bedre åndedræt starter i næsen

Din krop er designet til at skulle trække vejret med næsen og spise med munden. Det betyder, at du, med undtagelse af, når du spiser og snakker, skal lukke munden det meste af dit liv. 

Én af de vigtigste årsager til du skal trække vejret gennem næsen fremfor munden er, at din næse fungerer som filter, der sorterer skadelige partikler i luften fra, før den sendes videre gennem svælget og ned til de sarte lunger. Filtreringen starter allerede ved de første hår nederst i næsen, som fanger større partikler i indåndingsluften.

Herefter tager næsens fintfølende slimhinder over og sorterer mindre partikler fra, så luften renses helt.

»Samtidig opvarmes luften meget bedre i næsen, så kroppen ikke bliver afkølet. Lungerne kan derfor meget bedre lide den luft, der kommer ind gennem næsen,« forklarer Lotte Paarup, der har arbejdet med åndedrættet i over 10 år. 

Cellerne får mere ilt

Når du trækker vejret gennem næsen, passerer luften tæt forbi dine bihuler. Under vejrtrækningen producerer bihulerne nemlig et molekyle kaldet nitrogenoxid, som kommer med ned i lungerne ved hver indånding. 

»Nitrogenoxid er en gas, der udvider blodårerne, så en større mængde af det blod, der passerer lungeblærerne, kan iltes.  Det betyder, at kroppen udnytter ilten bedre, og vi får en bedre blodgennemstrømning,« siger Lotte Paarup. 

Vejrtrækning gennem næsen virker beroligende 

Vejrtrækningen aktiverer den del af vores nervesystem, der virker genopbyggende og beroligende på kroppen:  

»Når vi trækker vejret gennem næsen, stimulerer vi det parasympatiske nervesystem, som er den del af nervesystemet, der blandt andet sænker stresshormoner som eksempelvis adrenalin og kortisol i kroppen. Trækker vi vejret gennem munden aktiverer vi omvendt den del af nervesystemet, der øger mængden af stresshormoner,« forklarer Lotte Paarup.   

Væn dig til at bruge næsen

På grund af næsens snævre luftpassage, tyr mange til at trække vejret gennem munden, selv når kroppen er i hvile.

Men i virkeligheden bør vi kun trække vejret gennem munden, når vi enten har brug for hurtigt at få ilt i lungerne eller en større mængde ilt ind end næsen alene kan klare, påpeger Lotte Paarup. Det kan eksempelvis være, når vi skal gå stærkt eller løber en tur.

»Mange bliver ofte chokerede over, hvor meget de egentlig bruger munden til at trække vejret med. Derfor kan det være en god idé at begynde at lære dig selv at trække vejret gennem næsen i alle de bevidste timer, du kan, så hjernen lærer, at det er det, der er det rigtige. Herved ilter du kroppen langt bedre, giver den større ro, en dybere vejrtrækning og undgår at hyperventilere, som mange gør, uden at vide det,« siger Lotte Paarup.    

Se, hvad vi ellers skriver om: #stress, #afslapning, #kroppen, #hormon og #anatomi