Derfor skal du passe på nitrit i maden

Hold igen med spegepølsen, rullepølsen, pateen, bacon og den kogte skinke. Kødprodukter til pålæg indeholder ofte nitrit, som kan være kræftfremkaldende.
Spegepoelse

Nitrit er med til at danne den røde farve i saltet kød og hæmmer bakterien, der giver pølseforgiftning.

Spist højst et stykke kødpålæg om dagen

Fødevarestyrelsen råder til at spare på madderne med kødpålæg. Spis højst et stykke spegepølse, rullepølse eller andet kødpålæg om dagen. Reserver eventuelt kødpålæg og bacon til særlige dage. Det meste kødpålæg indeholder nitrit, som kan danne kræftfremkaldende nitrosaminer i kødet.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Nitrit hæmmer bakterier

Nitrit må bruges i kødprodukter for at hæmme udviklingen af den bakterie, der kan give den farlige pølseforgiftning, som også kaldes botulisme. Nitrit er også med til at danne saltet køds røde farve i for eksempel spegepølse og rullepølse og medvirker til at forhindre harsk smag i kødprodukter.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Nitrit bruges ikke i dansk økologisk kød

Nitrit må gerne bruges i økologiske produkter i EU, men ingen danske økologiske kødproducenter bruger nitrit. Du kan derfor undgå nitrit ved at købe danske, økologiske kødprodukter. Den italienske skinke prosciutto skal efter reglerne produceres uden nitrit. Det samme gælder spanske Ibéricoskinker. Kig efter E-numrene. Er der brugt E 249 og E 250, er der nitrit i kødprodukterne.

Nitrit skåret ned i Danmark

Danmark har siden 1995 haft særregler for anvendelse af nitrit i bacon, pølser, skinke og kødpålæg. Udenlandske kødprodukter, der bliver solgt i Danmark, skal overholde de danske grænseværdier. I Danmark må der kun tilsættes 60 mg nitrit per kg kød mod de 150 mg nitrit per kilo kød, som de fælleseuropæiske regler tillader.

Sådan får du mindre nitrit

  • Kig efter E-numrene E 249 og E 250.
  • Køb økologisk bacon og pålægsprodukter, der er produceret i Danmark.
  • Skær ned på mængden af bacon og kødpålæg som spegepølse, rullepølse, saltkød, kogt skinke, hamburgerryg, pate og roastbeef.
  • Brug gerne kød fra aftensmaden til pålæg: frikadeller, hakkebøf, kylling, fisk, fiskefrikadeller eller skiver af steg eller smør madderne med avocado, æg og fiskepålæg.