Derfor skal du ikke drikke varm mælk med honning

Honning i en kop varm mælk er en klassiker, når halsen er øm og rød. Honningen dræber bakterier og lindrer ondt i halsen. Men ikke når den dryppes i varm mælk eller te.

Honnings lindrende enzymer dør ved temperaturer over 40 grader

Varme dræber effekten

Varme drikke er populære, når halsen er øm. Mange kender tricket med at røre en teskefuld honning i en kop varm mælk eller te. Men honningen heler ikke, hvis den bliver varmet for meget op.

Honning indeholder enzymer, der er bakteriedræbende og derfor lindrer ondt i halsen. Men de lindrende enzymer dør ved temperaturer over 40 grader. Lad derfor teen eller mælken køle af, inden du rører honningen i.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Spis hellere honning direkte fra glasset

Asger Søgaard Jørgensen, der er konsulent i Biavlerforeningen, holder selv bier. Han har undersøgt honningens effekt på dårlig hals.

»Det bedste er faktisk at spise en teskefuld honning direkte fra glasset. Og for at undgå, at honningen har været opvarmet under forarbejdning, kan man købe honningen direkte fra biavleren. Så er man på den sikre side i forhold til at få alle de gode og helende enzymer med,« lyder hans råd.

Honningens helende virkning aftager afhængigt af tid og temperatur. Jo varmere drikken er, når honningen røres i, jo hurtigere vil de helende enzymer forsvinde.

Læs mere om