ris

Derfor skal dine børn ikke spise riskiks

Ris og risprodukter indeholder uorganisk arsen, som er kræftfremkaldende. Spis ris, men ikke hver dag, og undlad helt at give børn riskiks og risdrik, råder Fødevarestyrelsen.
En bunke riskiks ligger på et bord

Ris og risprodukter er en væsentlig kilde til uorganisk arsen. DTU Fødevareinstituttet råder til at spise færre risprodukter, og børn skal direkte undgå riskiks og risdrik. 

Børn er særligt udsatte

Ris og risprodukter er en væsentlig kilde til uorganisk arsen. I Danmark er indtaget så højt, at DTU Fødevareinstituttet råder til at spise færre risprodukter. Riskiks og risdrik skal børn direkte undgå.

Børn spiser og drikker mere end voksne i forhold til deres kropsvægt, derfor er indtaget af risdrik mest kritisk hos børn. Voksne bør d​og også begrænse deres indtag af risdrik, da det generelt er ønskeligt at reducere indtaget af uorganisk arsen. Andre typer af plantedrik, f.eks. havredrik, mandeldrik og ærtedrik, har langt lavere indhold af arsen end risdrik.

Uorganisk arsen er kræftfremkaldende

Epidemiologiske undersøgelser viser en statistisk signifikant sammenhæng mellem indtag af uorganisk arsen og risikoen for kræft i lunger, blære og hud. Der er også en vis evidens for en kræftfremkaldende virkning i leveren, skriver DTU Fødevareinstituttet i et notat om uorganisk arsen i blandt andet rismel. 

Især børn skal ikke udsættes for høje koncentrationer af uorganisk arsen igennem risdrikke og riskiks, fordi deres kropsvægt er lav i forhold til voksne og deres indtag derfor bliver forholdsvis højere.

Læs også: Riskiks kan være farlige for små børn

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Brune ris indeholder mere arsen end hvide

Riskiks, risdrik og rismorgenmadsprodukter indeholder mere uorganisk arsen end både hvide og brune kogte ris. Derfor fraråder Fødevarestyrelsen især risprodukterne til børn. Men også både hvide og brune ris indeholder uorganisk arsen, fremgår det af data indsamlet af Fødevarestyrelsen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Arsen kommer fra jorden og grundvandet

Risplanterne optager uorganisk arsen fra jorden og grundvandet. Stoffet sætter sig i sær i skaldelene. Derfor indeholder brune ris og fuldkornsris mere uorganisk arsen end ris, der har fået poleret skallen af. Til gengæld indeholder brune ris og fuldkornsris mange flere sunde næringsstoffer og fibre end hvide ris.

Ris absorberer uorganisk arsen i højere grad end andre planter, derfor har netop ris forholdsvis høje koncentrationer. Men stoffet findes også i drikkevand, grøntsager og andre fødevarer. I drikkevandet er der grænseværdier for uorganisk arsen, og vi kan nedsætte risikoen for at få for meget uorganisk arsen ved at spise varieret og ikke spise ris hver dag.

Uorganisk arsen er farligere end organisk arsen

Arsen er et grundstof, som findes både som uorganiske forbindelser og organiske forbindelser. Både organisk og uorganisk arsen findes naturligt. Organisk arsen vurderes som uproblematisk i modsætning til uorganisk arsen. Fisk er den primære kilde til organisk arsen i kosten. Uorganisk arsen kan også stamme fra pesticider og forurening og har spredt sig i fødekæden.

Noget arsen forsvinder, når du skyller risene

Du kan selv stille noget op for at undgå uorganisk arsen.

  • Ris kan sagtens indgå i en varieret kost, men spis varieret og spis ikke ris hver dag.
  • Spar på brune, røde og sorte ris, som indeholder mere uorganisk arsen end hvide ris.
  • Giv ikke dit barn risengrød eller rismelsbaseret grød hver dag, det gælder både hjemmelavet og industrielt fremstillet grød.
  • Skyl risene grundigt og sænk dermed indholdet af uorganisk arsen, stil dem evt. i blød natten over og kassér vandet. Kog eventuelt også ris i masser af vand og kassér kogevandet.
  • Varier grød til børn, og sørg for, at barnet ikke får risbaseret grød hver dag.
  • Undgå risdrik til børn. Tilbyd barnet almindelig mælk, hvis det ikke har allergi eller laktoseintolerance.
  • Undgå riskiks til børn. Tilbyd frisk frugt i stedet.

Kilde: Fødevarestyrelsen, DTU Fødevareinstituttet