Derfor kan sukkerfrit slik være hårdt for maven

Sukkerfrit slik kan have nogle bivirkninger, man bør være opmærksom på. Samtidig mætter det mere end almindelig slik, fortæller ernæringsrådgiver Per Brændgaard til Samvirke.

Sukkerfrit slik tilfredsstiller tyggetrangen frem for den søde tand

Sukkerfrit slik kan give ondt i maven

Mange af os er djævelsk glade for slik. Så glade, at vi indimellem tænker, at vi må finde en alternativ måde at få dulmet vores trang til søde sager. Der findes en række varianter af sukkerfrit slik som lakrids og vingummi. 

Her er sukkerindholdet typisk erstattet af kunstige sødestoffer. De sødestoffer kan give mavepine, hvis vi spiser større mængder af det sukkerfrie slik. Det forklarer Per Brændgaard, som er centerleder hos Center for Bevidst Sundhed. 

»Sødestofferne i sukkerfrit slik hedder sukkeralkoholer. De har den virkning, at de suger vand, når de kommer ned i tarmen. Det er med til at give en risiko for mavepine, hvis man spiser meget på én gang,« siger han.

Der står også på produkterne, at de har en afførende effekt, men ifølge Per Brændgaard er det i lige så høj grad ondt i maven, frem for diarré, der kan være konsekvensen ved at spise slikket i store mængder. 

Sukkerfrit slik tilfredsstiller ikke den søde tand

Sukkerfrit slik indeholder ikke samme mængder kalorier som slik med sukker, men det betyder ikke, at det er kaloriefrit. Og det er også værd at bemærke, at sukkerfrit slik sjældent erstatter trangen til søde sager.

»Sukkerfrit slik giver ikke den samme virkning som almindeligt slik. Derfor er det ikke et holdbart alternativ, hvis du trænger til sødt, medmindre det ikke er trangen til søde sager, men blot den mere rastløse tyggetrang, der er i spil. I den situation kan sukkerfrit slik være et udmærket alternativ, ligesom tyggegummi kan det,« pointerer Per Brændgaard.

Sukkerfri slik er mættet med kostfibre

Hvis vi spiste sukkerfrit slik i samme mængder, som vi ofte gør, når vi konsumerer en stor pose blandet slik, ville vi føle os meget fyldte i maven. Det skyldes, at sukkerfrit slik er tilsat store mængder kostfibre. I virkeligheden burde man ifølge Per Brændgaard betragte nogle af de sukkerfrit varianter som en form for kosttilskud. 

»Det er et helt andet næringsindhold, der er i sukkerfrit slik. Det svarer lidt til at sammenligne et æble og sliks sukkerindhold. I den situation, hvor man har den stærke trang til søde sager, er æblet heller ikke tilfredsstillende. Desværre,« forklarer ernæringsrådgiveren. 

Hvis man udvikler en bevidsthed omkring det og mærker efter i situationen, vil man godt kunne vurdere, om man er sukkertrængende eller blot har lyst til at noget at tygge i, mener Per Brændgaard.

Se, hvad vi ellers skriver om: #sukker, #slik, #fordøjelse, #sukkerfri og #tarme