Derfor gør det så ondt at blive ramt i testiklerne

Løg, blommer, klokkeværk. Kært barn har mange navne - og mange nerver. Har du overværet eller selv prøvet at slå testiklerne, ved du, hvor ondt det gør. Og det kan synes underligt, at så ømtålelige størrelser sidder uden på kroppen, men det har sin årsag.

Det er nogle ømme kugler, der hænger mellem benene, men det har sin årsag

Vidste du, at…

 

  • testiklerne indeholder cirka 300 meter sædrør, som producerer sæd og sender den videre til bitestiklerne
  • testiklerne er kirtler, som producerer testosteron og sædceller manden har to bitestikler - en på hver testikel. bitestiklerne er lange sammenrullede rør (omkring 6 meter lange, hvis man ruller dem ud). 
  • bitestiklerne opbevarer og modner sædcellerne, indtil de er klar til at komme i brug - eller ud i sokken
  • sædlederen, som er det rør, der forbinder bitestiklerne og urinrøret, har en lukkemuskel, som sørger for, at der ikke kan komme urin og sæd ud gennem penis på samme tid 
  • sædceller skal opbevares omtrent en grad under normal kropstemperatur for at fungere og næres 
  • pungen trækker sig sammen eller slappes alt efter temperaturen for at holde sædcellerne på en konstant temperatur.

 

Smertens mange ansigter

Smerter kan vi føle i hele kroppen, på huden, i musklerne og i organerne, og de føles alle forskelligt. På huden kan vi mærke meget præcist, hvor det gør ondt, som for eksempel, hvis man stikker sig på en nål. Muskelsmerter er mere diffuse og breder sig, som hvis man får et trælår eller slår sig mod en bordkant. Inde i kroppen har vi til gengæld meget svært ved at finde ud af, hvor smerten kommer fra.

”Når vi har smerter i de indre organer, kan kroppen ikke rigtig finde ud af, hvor smerten kommer fra. Det er også derfor, man kan blive i tvivl om, om man har ondt i maven eller blindtarmsbetændelse,” siger Lars Arendt-Nielsen.

Og dermed er vi fremme ved hele historien om de ømme testikler.

Organet, der blev forvirret

Når mennesker udvikles som fostre og sidenhen som små drengebørn, starter testiklernes liv inde i kroppen. Med tiden falder testiklerne ned i pungen, hvor de så befinder sig resten af deres dinglende karriere. Derfor opstår smerteproblematikken.

”Testiklerne er faktisk et organ, som er kommet uden for kroppen i løbet af menneskets udvikling. De ved bare ikke, at de ikke længere er indenfor, og derfor mærkes smerte fra testiklerne ligesom den fra de andre organer. Hvordan det gør ondt, er svært at præcisere, men det føles, som om smerten kommer både ude- og indefra på en gang. Derfor fylder den mere og er temmelig ubehagelig,” siger Lars Arendt-Nielsen.

Så nu ved du, hvorfor det er ekstra smertefuldt, hvis en vildfaren bold eller en sur kæreste kommer for tæt på forplantningsapparatet. Pas på derude.

Se, hvad vi ellers skriver om: #hud, #mænd, #smerte og #kroppen