Derfor bør du ikke opbevare pizza i bakken natten over

Pizzabakker og fastfoodemballage kan indeholde fluorerede stoffer, som mistænkes for at være hormonforstyrrende. Derfor kan det være en god idé at ompakke maden, hvis der er rester tilovers, anbefaler Fødevarestyrelsen.

Pak pizzaen om, hvis du vil være sikker på at undgå fluorerede stoffer. 

Lad ikke pizzaen stå i bakken

Det kan være belejligt bare at stikke bakken med den halve pizza, der er tilovers fra aftensmaden, direkte i køleskabet. Men selvom det er både praktisk og tidsbesparende, anbefaler Fødevarestyrelsen, at man ikke opbevarer de overskydende slices i originalemballagen.

Sådan anvendes fluorerede stoffer

Fluorerede stoffer anvendes blandt andet til at gøre papir fedt- og vandafvisende. Foruden fastfood-emballage benyttes det i poser til mikroovnspopcorn, i papirforme til muffins, cupkakes m.m. og på bagepapir.

Fluorerede stoffer kan være hormonforstyrrende

Årsagen er, at pizzabakken kan indeholde fluorerede stoffer, som er svært nedbrydelige, og hvoraf flere mistænkes for at være hormonforstyrrende. Særligt børn og gravide bør undgå fluorerede stoffer og vælge alternativer, anbefaler Fødevarestyrelsen.  

Gå efter Svanemærket

Du kan undgå de fluorerede stoffer i bage- og madpapir ved at købe varer, der er Svanemærket.

Pas på fastfood-emballage

Det er ikke kun i pizzabakker, man kan støde på fluorerede stoffer. De findes også i anden fastfood-emballage. Opbevares maden for længe i emballage med de uønskede stoffer, stiger risikoen for, at der vil ske afsmitning til maden.

Læs mere på Fødevarestyrelsens hjemmeside

Se, hvad vi ellers skriver om: #holdbarhed, #emballage og #fastfood