De 5 bedste tips mod ukrudt

Ukrudt er genstridigt, uanset om det generer dig i din køkkenhave, i blomsterbedet, græsplænen eller mellem fliser og perlegrus. Men der findes gode tommelfingerregler til at komme af med alt fra skvalderkål til vorterod.

Det giver sved på panden og ondt i ryggen, når ukrudtet skal fjernes. Hvis du starter tidligt på året, kan du nøjes med ca. 20 minutters lugning om ugen.

Start tidligt på året

Jo tidligere, du kommer i gang med at fjerne ukrudt, jo mindre bliver du generet af ukrudtet i sommersæsonen. Hvis du er over ukrudtet allerede i marts/april, forhindrer du det i at blomstre og brede sig.

Mellem fliser og i perlegrus: Brænd ukrudt væk med en gasbrænder allerede i januar, så gammelt ukrudt fjernes, og nyt aldrig får fat.

I blomsterbede og i køkkenhaven: Fjern ukrudt allerede i marts, så snart de første grønne ukrudtsskud dukker op. Jo mindre rodnet, de når at danne, jo nemmere er ukrudtet at få op.

Græsplænen: Slå græsset første gang, så snart det begynder at blive grønt. Så holder du også skvalderkålen nede.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Fjern ukrudt i solskin –et par dage efter regnvejr

Fjern ukrudt et par dage efter, at det har regnet, så er jorden blød og nem at grave i. Hvis solen skinner, mens du fjerner ukrudt, kan du lade de små planter ligge, så de visner i solen og ikke slår rod igen,– og de er nemme at rive sammen bagefter.

Skaf store ukrudtsplanter som skvalderkål med blomsterskærme af vejen med det samme, så de ikke spreder deres frø og rødder. Brænd dem, eller kom dem i sække, og kør dem på genbrugspladsen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Undgå bar jord

Undgå store, bare pletter med jord i din køkkenhave eller i dit blomsterbed. Ellers er der større spillerum for ukrudt. Plant f.eks. dine stauder meget tæt, så der ikke kommer lys til jordbunden. Så kan ukrudt ikke trives og brede sig. Læg et tykt lag flis eller kompost mellem rækkerne i køkkenhaven, hvor du ikke kan undgå bar jord. Så græs på større områder, hvis du ved, du alligevel ikke får tid til at holde ukrudtet nede.

Brug hænderne– eller alternativt gravegreb og cirkelhakke

Lug med fingrene –- det er den mest nænsomme og effektive måde at komme ukrudtet til livs på. Mange redskaber vil hakke rødder over, og få ukrudtet til at brede sig endnu mere. Redskaber roder også mere rundt i jorden og kan få flere frø fem i lyset og til at spire. Når du bruger hænderne, er der også mindre risiko for, at du kommer til at hakke blomster eller grøntsager ned.

Hvis du alligevel gerne vil have hjælp af redskaber, er der fire gode bud:

  1. En lille gravegreb kan hjælpe med at løsne jorden omkring en ukrudtsplante, så du bedre kan få fat om rødderne med fingrene.
  2. En cirkelhakke. Med den kan du komme helt tæt på en plante for at fjerne ukrudt uden at skade selve planten.
  3. Et flisejern er godt til at bruge mellem fliser, hvor det kan være svært at få helt fat om en ukrudtsplante med fingrene, hvis jorden ikke er løs nok.
  4. Et skuffejern kan bruges både i bed og i perlegrus til at få fat om ukrudtet.

Brug 20 minutter om ugen

Hvis du vil have køkkenhave og et par blomsterbede, er du nødt til at afsætte tid til at fjerne ukrudt. Men slet ikke så meget, som du måske tror. Hvis du tager en ordentlig omgang i det tidlige forår, kan du klare dig med at bruge ca. 20 minutter om ugen,– hvis du har en gennemsnitlig parcelhushave.

Tricket er, at du hele tiden får fat på ukrudtsplanterne, inden de vokser sig store. På den måde kan du hele tiden med en minimal indsats holde dem nede og forhindre dem i at brede sig vildt.