Brug grantræet fra haven som juletræ - år efter år

Grantræet fra haven kan du sagtens bruge som juletræ - oven i købet år efter år. Læs, hvordan du gør træet klar til henholdsvis inde- og udeliv igen efter jul, og hvordan du holder liv i træet i juledagene.

Hvis du køber et grantræ med klump, kan du plante det ud i din have efter jul –og bruge det igen og igen hvert år fremover.

Sådan får du grantræet inden døre

• Vælg et grantræ i haven, som kan stå i din stue. Træets rodnet må ikke være for stort og vildt. Derfor skal du enten vælge et træ, der har stået mindre end 3 år det samme sted, eller også skal du forberede træet ved at ”rodstikke” det. Det kan du læse neden for, hvordan du gør.

• Køb en stor beholder, som træets rod kan være i, fx en stor zinkbalje eller en sort plastikbalje.

• Grav grantræet op med hele roden.

• Placér træet i baljen – tilføj mere jord og sørg for, at træet står fast. Vand roden og jorden i baljen.

• HUSK: Træet er stoppet i sin naturlige vækst ude pga. vinterkulden, og for at undgå, at det får et varmechok og begynder at vokse vildt, skal det gradvist vænnes til varmen. Det gør du ved at opbevare træet i en lukket garage, en kølig udestue eller lignende i 3-4 dage, inden du tager det ind i stuen.

• Placér derfor også træet langt fra radiatorer og brændeovne indenfor.

• Er der frost i jorden, når du graver træet fri, kan du fore hullet med barkflis og halm, så det ikke fryser til, mens du har træet inde i stuen.

Sådan rodstikker du dit grantræ

Når du rodstikker grantræet, får du det til at danne nye, kortere rødder, der er velegnede til livet i en potte. Så er træet bedre rustet til at flytte frem og tilbage mellem stue og have. Rodstik grantræet allerede om foråret, hvis det har stået mere end 3 år på samme sted.

• Stik en spade ned omkring roden – helt i bund – i en afstand på 15-20 cm fra stammen.

• Sørg for at stikke godt ned, så alle rødderne skæres over, og træet tvinges til at danne nye.

• Med nye, mindre rødder klarer et grantræ bedre en flytning frem og tilbage fra stuen.

Kan du købe grantræ med klump?

Ja. Og køber du et grantræ med klump, kan du plante det ud i din have efter jul –og bruge det igen og igen hvert år fremover.

Sådan opbevarer du juletræet indenfor

• Læg små træstykker under baljen, hvis træet står lidt skævt.

• Står det meget skævt, kan du eksperimentere med en eller flere mursten under baljen.

• Læg barkflis øverst på jorden i baljen. Det er med til at holde jorden og fugten i baljen.

• Overvand ikke træet – men hold rødderne moderat fugtige.

• Giv ikke træet gødning eller andre næringsstoffer, der sætter gang i væksten.

Sådan sætter du træet ud i haven igen

• Brug den omvendte metode – lad træet vende sig fra stuens varme og stå et køligt sted, inden det plantes ud.

Se, hvad vi ellers skriver om: #genbrug, #vinter, #miljøvenlig, #havearbejde og #juletræ