Børn er eksperter på skærmen

Legepladsen er blevet digital, og pennevennen er kommet på Facebook. Interview med familien Elmose og deres 3 mobilglade børn.

Dagmar på 9 år kan lide at tegne, Marius på 12 går til spejder, og 15-årige Emil skater med vennerne. Altså når de ikke lige har ansigtet dybt begravet i et spil på mobilen eller iPad’en

Familien Elmose spiller FIFA på Playstation


Er mor bare gammeldags og streng?

Ane Elmose kan godt genkende generationskløften, når det kommer til børnenes mobiler. Børnene har andre værdier og grænser, fordi de er vokset op med teknologien.

»Når vi er uenige, tænker jeg på, om jeg har min holdning, fordi jeg er vokset op i den tid, jeg er, og om jeg i virkeligheden bare er vildt urimelig,« siger Ane Elmose. Ifølge tal fra FDB Analyse har 17 procent af danske forældre ikke overblik over, hvad barnet bruger sin mobiltelefon til. Næsten hver tredje har da også prøvet at luske sig til at læse sms’er på barnets mobil.

Forældre er nervøse for, om børn bliver asociale stakler af at spille

Børn kan gemme sig på værelset i timevis med iPad, mobiltelefon eller computer klistret til fingrene. Mange forældre bliver irriterede, når trampolinen i haven eller bøgerne i reolen taber til det digitale legetøj. Hver tredje forælder til et barn med mobiltelefon ville foretrække, at barnet lagde et puslespil frem for at spille på mobilen. 

Ane Elmose genkender bekymringen: »Tidligere var jeg nervøs for, at de skulle blive små stakler, der kun levede i en virtuel verden uden venner og sociale kompetencer. Men nu kan jeg godt se, at det slet ikke er rigtigt. De er jo meget sociale med deres spil og mobiltelefoner,« siger Ane Elmose og forklarer, at det ikke er et sjældent syn, at der på drengeværelset sidder én ved computeren og tre venner rundt om, der følger intenst med.

Det er dårlig stil at melde afbud til et computerspil

»Jeg forestiller mig, at det er lidt ligesom, da jeg var barn og legede røver og soldater udenfor. Nu foregår det bare ved skærmen. Så længe de også får motion og frisk luft, føler jeg mig tryg ved det,« siger Ane Elmose, der er glad for, at hendes mand har en finger på pulsen og ved, hvad spillene indeholder, så hun ikke skal bekymre sig om, at drengene strangulerer zombier med guitarstrenge på skærmen. Kim Elmose synes, at det kan være svært at vide, hvor meget drengene skal have lov til at spille. Der er jo altid liiiige et vigtigt øjeblik på skærmen, når forældrene mener, at der skal slukkes. 

»At melde afbud til et spil online er lige så slemt som ikke at dukke op til en fodboldkamp i virkeligheden,« siger Kim Elmose. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #teknologi, #børn, #smartphone, #facebook og #mobiltelefon