Bøger: E-bogen er her - men vi bruger den ikke

Den elektroniske bog slår igennem om 2 til 5 år, vurderer medieeksperter, men vi vil stadig holde af at have bøger, vi kan bladre i og sætte i reolen.

Potentielt kan man have et helt bibliotek i tasken, men der mangler stadigvæk mange titler på dansk.

Nu, nej nu, nej nu, nej nu kommer den

E-bogen er her, men kun på en meget lille plads i det samlede bogbillede. To-tre procent bøger sælges som e-bøger i Danmark, hvor 20 procent til sammenligning er e-bøger på bogmarkedet i USA.
E-bogsmarkedet er i vækst. De e-bogslæsere, der nu er på markedet, gør det til at holde ud at læse en bog på en skærm, men priserne skal falde, før e-bøgerne for alvor bryder igennem. Det skal nok komme i løbet af to-fem år, vurderer eksperter. Fordelene ved e-bøger er åbenlyse.
»E-bøger fylder meget lidt. Man kan rejse rundt med et helt bibliotek,« siger medieforsker på Instituttet for Fremtidsforskning, Klaus Æ. Mogensen.

E-bog og e-bogslæser:

En e-bog eller digital bog er en elektronisk udgave af en almindelig papirbog. En e-bog er i princippet blot en dokumentfil. En e-bogslæser, e-læser eller digital boglæser er software til at læse de elektroniske bøger (e-bøger) med.E-bogslæserne på markedet hedder for eksempel Kindle, Cybook Opus, Sony Digital Book Reader, elonex eBook og Apple iPad.

Vi vil ikke læse fra en skærm

»E-bogen har allerede fået fodfæste på det engelsksprogede marked, og det kan undre, at det samme ikke er sket i Danmark. Det har hele tiden set ud, som om gennembruddet var lige om hjørnet, og alligevel skete der ikke rigtig noget, trods utallige tilløb. Muligheden for og lysten til at læse boglange tekster fra en computerskærm skal tilsyneladende knækkes, og så skal der være en reel interesse fra såvel forlagene som forfatterne for at investere i dette nye medium,« siger lektor i medier, journalistik og kommunikation Erik Wille, RUC. Han ser tre store krav, som skal opfyldes, for et e-bøgerne kan få deres gennembrud.
»For det første har vi brug for et udvalg af egnede e-bogslæsere på det danske marked, for det andet skal et stort antal brugere være villige til at investere i en e-bogslæser, og for det tredje skal der være et ret stort antal titler til salg, som brugerne har lyst til at læse, så de får noget ud af at investere i en e-bogslæser,« siger Erik Wille.

E-bøger på tilbud

Prisen på e-bøger skal ned, hvis der skal gang i salget. Og flere e-bøgsforlag er da også begyndt at sænke priserne. Saxo sælger blandt andet en række e-bøger for under 100 kroner.

Små skub på udviklingen kan også komme fra nye forfattere, der selv udgiver bøger på eget forlag, for eksempel har den danske forfatter Nis Jakob selv udgivet trilogien Det svage køn som e-bog og sælger den for 100 kroner, eller 39 kroner per bog.

Der mangler danske titler

Erik Wille fortæller, at udbuddet af interessante titler på dansk er voksende, men stadig begrænset. Forlagenes forventninger til markedet er afventende og skeptisk. Og både forlag og forfattere er overvejende modstræbende og frygter såvel piratkopiering som gratis »downlån« fra bibliotekerne.
IPad’en har forbedret situationen for e-bøgerne, og der findes også alternativer i Danmark som for eksempel Acers Ikonia, Android eller Windows-tablet-pc, men de er stadig for dyre til et større forbrugermarked, fortæller Erik Wille.

»Der kommer til at gå mellem to og fem år, så har e-bøgerne vundet pænt indpas, men de kommer ikke til helt at udkonkurrere papirbøgerne. Man kan sammenligne med, hvad der sker på avismarkedet. Mange køber stadigvæk aviser i stedet for kun at læse dem på nettet.«

Se, hvad vi ellers skriver om: #teknologi, #computer og #bøger