Bent Fabricius: Jeg er blevet mere cool med alderen

Livet handler om ikke at ærgre sig, for hvad skal man bruge det til - andet end søvnløse nætter? Samvirke møder den på alle måder langtidsholdbare komponist

Alder betyder ikke noget og er i alt fald ingen forhindring for et aktivt liv, mener komponisten Bent Fabricius-Bjerre

På scenen foran et stort publikum

Den 28. juli 2013 er der Grøn Koncert i Valbyparken i nærheden af København. 42.000 gæster er mødt frem i det skønne sommervejr. Fadøllet flyder, og på scenen sørger DJ Kato for en suveræn fest. Han er næsten færdig med sit show, da han inviterer en sidste gæst på scenen. Ind træder en ældre herre, der fredsommeligt sætter sig ved flyglet og begynder at spille en melodi. Da de første toner lyder, går publikum fuldstændig amok. 

Bent Fabricius-Bjerre er kommet på scenen for sammen med Kato at spille deres fælles nummer, Behind Closed Doors, men først lufter han lige et par strofer af sin egen Alley Cat – et 50 år gammelt hit, der uden problemer stadig hitter til Grøn Koncert i 2013.

»Det er første gang, jeg har optrådt for så mange, og gudskelov var der stadig nogle blandt publikum, der kendte melodien,« siger Bent Fabricius-Bjerre om oplevelsen med en ydmyg underdrivelse, der viser sig at være et af hans varemærker. 

»Det er jo altid rart, når folk klapper. Bedre end hvis de buer. Kato er vant til at spille for så mange, og han er mægtig dygtig til at få publikum til at føle et fællesskab. Min koncentration var rettet mod mine kolleger på scenen, så musikken gik op i en højere enhed,« fortæller han om sin gæsteoptræden.  

xxxx

En særlig oplevelse

For Kato var oplevelsen den dag på scenen helt særlig. Og han vil gerne give Fabricius-Bjerres underdrivelse lidt modspil. 

»Det øjeblik, hvor Bent Fabricius-Bjerre begynder at spille, er ubetinget det mest intense, jeg nogensinde har oplevet. Der går et sus gennem publikum, og bifaldet er det største, jeg har hørt. Det var så stort, og jeg blev så rørt, at jeg begyndte at tude. Det var en vild oplevelse at stå der på scenen sammen med legenden – den måske største musiker, Danmark nogensinde har haft,« fortæller Kato. 

Bedre end Elvis

Alley Cat har fulgt Bent Fabricius-Bjerre i en menneskealder. Som den eneste dansker nogensinde vandt han den fornemme og prestigefyldte amerikanske Grammy for årets bedste rock and roll-indspilning med det nummer. Det var i 1962, og den var oppe imod Heartbreak Hotel. Sunget af The King himself, Elvis Presley. Bent Fabricius-Bjerre var ikke selv til stede ved prisoverrækkelsen, for han troede, at det var en spøg, at han var nomineret. Men det var han, og han vandt, hvilket førte til overskrifter i alle landets aviser. Statuetten blev siden sendt til ham i en anonym æske. 

En personlig hyldest

Alley Cat bliver stadig spillet i radioen – også i USA, hvor den ofte bliver fremført til jødiske bryllupper, og der er en særlig dans forbundet med melodien. Gæsterne slår en kreds rundt om brudeparret, som vi kender det fra den danske brudevals, og så danser de nogle trin i en bestemt rækkefølge. Alligevel vil Bent Fabricius-Bjerre ikke høre tale om, at han skulle være en international stjerne. 

»Nej, det vil jeg bestemt ikke sige, at jeg er. Jeg er kendt i Danmark og i Norge, og der er måske nogle få tilbage i USA, der kan huske mig, men de er jo gamle efterhånden. Jeg er absolut ikke nogen international stjerne,« siger han, men indrømmer, at det var sjovt den aften, han inviterede Bette Midler indenfor i sit hjem, og hun sang Alley Cat som en hyldest til ham, da han åbnede døren. Det var en fin anerkendelse og et morsomt indslag, der gjorde ham glad. Bette Midler var i København for at give koncert, og Bent Fabricius-Bjerre havde inviteret hende til middag i privaten, fordi hans pladeselskab, Metronome, repræsenterede Warner Brothers, der udgiver hendes plader. 

En helt ny fanskare

Han sætter også pris på den anerkendelse, han har fået i den danske offentlighed i kraft af sin musik, og er stolt af, at han har skrevet musik, der har vist sig at have lang holdbarhed. Det er for eksempel et krav fra publikum, at kendingsmelodien til Matador, temaet til Olsen-banden og Forelsket i København er på repertoiret, når han spiller rundt i Danmark. Og det gør han flittigt, selv om han er fyldt 89.

Publikum er som regel +50, men gennemsnitsalderen er dog faldet i de seneste år. Ikke mindst på grund af Bent Fabricius-Bjerres optræden i filmen Klovn, hvor han spiller ejer af et eksklusivt bordel. Den rolle kom i stand, da Casper Christensen ringede og spurgte, om Bent Fabricius-Bjerres mon havde lyst til at være med. Det havde han, for manuskriptet virkede morsomt.   

Samarbejde med yngre kræfter

De helt unge lærte Bent Fabricius-Bjerre at kende, da han i 2004 hittede med melodien Jukebox.

 »Den melodi henvendte sig til de 12-13 årige, så jeg fik pludselig en helt ny fanskare. Jeg tog på turne og spillede på festivaler, og børnene stod i kø for at få autografer bagefter. Det havde jeg aldrig prøvet før, og det var sjovt,« fortæller han. 

Også med Jukebox kom opfordringen til samarbejdet fra yngre kræfter. Bent Fabricius-Bjerre siger sjældent nej til nye udfordringer. 

xxxxx


Fra et hjem med klaver

Samvirke har sat Bent Fabricius-Bjerre stævne på en restaurant i Hellerup – ikke langt fra hans privatadresse. Med ind i hjemmet må vi ikke komme. Det er privat område for ham og familien, og det ville være at give efter for vores utidige nysgerrighed, som han kalder det, at lukke os indenfor. Til gengæld stiller han gerne op til interview og er også ofte at finde på den røde løber til premierer. 

Musikken har været med, siden han som ganske lille begyndte at spille klaver i hjemmet på Frederiksberg. Som ung spillede han i orkester op til bal, og det blev ofte ud på de sene nattetimer, før han kom hjem. Det gik ud over skolearbejdet, og han endte med at blive smidt ud af skolen, efter i længere tid at have fået sin søster til at skrive under på fraværssedlerne. Derfor fik han aldrig den uddannelse, især forældrene havde håbet på. Han kom fra et akademisk hjem, hvor alle fik studentereksamen. Undtagen altså unge Bent, der hellere ville spille musik. Forældrene tog det pænt, og moderen, der levede indtil 2006, endte da også med at være ganske stolt af sønnens succes, fortæller han. 

Bestillingsarbejde

Inspirationen til musikken kommer, når Bent Fabricius-Bjerre sætter sig ved tangenterne. Han komponerer aldrig for sjov. Alt, hvad han laver, er bestillingsarbejde, og derfor er der altid en deadline, der skal overholdes. Så bliver inspirationen nødt til at komme, som han siger. 

»Man kan sidde og fifle med noget i dagevis, hvis man har tid, men når det skal afleveres, så skal man jo sætte et punktum og blive færdig. Nogle gange bliver det bedre end andre gange, men sådan er det jo her i livet. Jeg går aldrig og spekulerer over, at hvis jeg nu havde gjort sådan og sådan i stedet, så var det blevet bedre. Hvad får jeg ud af det?«

Samler ikke på søvnløse nætter

Det sker, at han komponerer noget, der ikke kan bruges, men det ryger altid i skraldespanden, så han ikke på et senere tidspunkt fristes til at hive det frem igen. Det er en form for selvdisciplin. Hvis man først begynder på den slags, så går man den lette vej og snyder lidt, synes han.  

Han ærgrer sig aldrig over et stykke musik, der måske ikke helt blev, som han ville have det. 

»Hvorfor skulle jeg gå og gemme det på min harddisk? Jeg fokuserer på det positive og det, der lykkes. Alt andet er da for dumt. Det eneste, man får ud af det, er søvnløse nætter, og dem skal man ikke samle på,« siger han.  

Tennis og rideture

Han spiller tennis to timer et par gange om ugen i selskab med gode venner, der efterhånden har spillet sammen i mange år. Han spiller for motionens skyld, men også på grund af det sociale samvær. Nogle af dem spiller for at vinde, andre for at have det sjovt, og det giver anledning til gode grin undervejs. Fysikken kan ikke længere holde til at spille to timer mand mod mand, men i en double går det. Så kan han nemlig nå at få pusten, mens hans makker server. Han rider også to gange om ugen sammen med sin yngste søn. Det er motion, frisk luft og en fin anledning til at blive opdateret på, hvad der sker i familien. Bent Fabricius-Bjerre er ikke manden, der af sig selv ringer op for at spørge, hvordan det går. På rideturene bliver han holdt ajour, og så ringer han bagefter og spørger, hvordan det nu går med den dårlige tand, eller hvad der nu måtte røre sig i den store familie. 

Selv er han far til fire børn, desuden ser han også stadig sine stedbørn fra sit tidligere ægteskab og selvfølgelig sin nuværende kones børn. Og så er der alle børnebørnene og nu også oldebørn. Når de er samlet, er de en flok på næsten 40 mennesker. Sidst det skete, var til Bents 85-års fødselsdag. Det var hyggeligt, og han værdsætter familien højt. Venner er der ikke så mange af mere. De fleste er døde. Til gengæld har han et enormt netværk og rigtig mange bekendte, og det dækker fint hans sociale behov. 

Stor aldersforskel

Bent Fabricius-Bjerre bryder sig ikke om at tale om alder, men faktum er, at manden er fyldt 89, og mens hans jævnaldrende typisk for længst har sagt farvel til arbejdsliv og hård fysisk aktivitet, så er han stadig aktiv på tennisbanen og højt til hest. Han kører hver dag på kontoret i Nyhavn i centrum af København, og han sidder i bestyrelsen for Bellevue Teateret, ligesom han stadig er en efterspurgt komponist. Han har en iPhone 5 i lommen og ejer også en iPad. Telefonen bruger han selvfølgelig til samtaler, men det er også her, han har sat alle fødselsdage i kalenderen, så han automatisk bliver mindet om, at i dag skal han huske at ringe og sige tillykke. Det overrasker altid folk, at han kan huske mærkedage. Han læser 3-4 aviser om dagen, særligt artiklerne om kunst og kultur. Politik interesserer ham ikke synderligt. Kun når medierne går efter politikerne. Så bliver politik underholdning, og så er det sjovt at følge med i. Men alder, nej det er ikke interessant – slet ikke hans egen. 

»Det er jo genetisk. Jeg føler mig hverken ung eller gammel. Da jeg var meget ung, spillede jeg sammen med mennesker, der var en del ældre end jeg. I dag er de en del yngre. Det betyder jo ikke noget,« mener han. 

xxxx

Mere afslappet med tiden

Tiden har lært ham at være mere cool. Han hidser sig ikke op over hvad som helst, som han gjorde i sine yngre dage. Da kunne han fare op som en trold af en æske. I dag tager han tingene mere afslappet. 

»Jeg bærer heller ikke nag, hvis nogen har løjet over for mig. Efterhånden har jeg jo været til de flestes begravelse,« siger han og bryder ud i latter. 

Bent Fabricius-Bjerre giftede sig som ganske ung med Harriet, der er mor til hans fire børn. Hun døde i 1975, og i 1977 giftede han sig med Anne Fabricius-Bjerre, som han siden blev skilt fra. Et par år efter skilsmissen giftede han sig igen. Denne gang med Camilla Arndt, som han mødte, da hun arbejdede i et arkitektfirma, der har til huse i en ejendom, Bent ejer. Det gav en masse opmærksomhed i de kulørte blade, da de to blev et par, for aldersforskellen mellem dem er stor. Hun er for nylig fyldt 47, og Bent Fabricius-Bjerre er netop fyldt 89. Den slags historier kan blæses op til hvad som helst, men nu er der heldigvis ingen, der gider læse om det længere, siger han. 

Man kan aldrig vide, hvordan tingene ender

Han ynder at fortælle historien om den kendte cellist, Pablo Casals, der var en af forrige århundredes største musikere. 

»Jo ældre han blev, jo yngre blev hans koner. Da han var fyldt 90, giftede han sig med en ung kvinde på et par og tyve. I et interview med BBC blev han spurgt: »Hr. Casals, Deres alder taget i betragtning, tænker De nogensinde på døden?« Hvortil Casals svarede: »Ja, jeg tænker på døden hele tiden. Hver dag, hvert minut, hele tiden, men hvad kan jeg gøre? Når hun dør, så dør hun.« Jeg synes, det er et fint eksempel på, at man aldrig ved, hvordan tingene ender,« siger Bent Fabricius-Bjerre. 

Se, hvad vi ellers skriver om: #musik, #alderdom, #mænd og #interview