Bagt, stegt og rå: 3 nemme opskrifter med rødbede

Rødbeder er et velsmagende tilbehør til mange retter. I videoen klæder MasterChef-vinder, Anders Halskov-Jensen dig på til at lave 3 nemme og lækre opskrifter med rødbede.

Rå rødbede med feta og dild

Tyndskåret, rå rødbede – eller rødbede-carpaccio, hvis du vil lyde fancy. Server retten for sig selv som en hurtig, lækker forret – eller som let hovedret i selskab med fisk, for eksempel dampet torsk.

Det skal du bruge:

  • 400 g rå rødbede
  • 100 g feta
  • 1-2 æblecidereddike
  • 2-3 spsk. god olivenolie
  • Salt og peber

Sådan gør du:

Rå rødbede i skæres i meget tynde skiver og vendes med æbleciderddike, god olie og salt og peber. Smag til. Serveres med masser af dild og hakket/revet feta. Tilberedningstid: 10 minutter

Sauterede rødbedebåde

Et lækkert og simpelt tilbehør til retter med gris – for eksempel koteletter eller braiseret spoleben.

Det skal du bruge:

  • 2-3 rødbeder per person
  • Olie
  • Smør
  • Blomsterkarse eller andet grønt
  • Salt og peber

Sådan gør du:

Små rødbeder skrælles og skæres i både. Steges ved høj varme i olie på en sauterpande i 2-3 minutter. Derefter skrues temperaturen ned og smør tilsættes. Steg videre med låg på i 10-15 minutter, til rødbederne er møre. Smag til med salt og peber.
Tilberedningstid: 25 minutter

 

Bagt rødbede

En bagt rødbede smager vidunderligt i selskab med alle de samme retter, som du ville servere en bagt kartoffel til.

Det skal du bruge:

  • 1-2 rødbeder pr. person, afhængig af størrelse
  • 3 dl cremefraiche
  • 1-2 spsk. revet peberrod, efter smag
  • Salt og peber

Sådan gør du:

Rødbederne vaskes og tørres. Herefter gnides de med olie og salt og bages i ovn ved 165 grader, til de er møre. Det tager 1-2 timer afhængigt af rødbedernes størrelse. Mens rødbederne bages, rives peberrod op i en skål med cremefraiche og smages til med salt og peber. Del de færdigbagte rødbeder på langs og spis dem med teske som bagte kartofler. I stedet for peberrodsdressing kan du også servere dem med blødt smør eller vinaigrette. Tilberedningstid: Ca. 90-120 minutter

Se, hvad vi ellers skriver om: #opskrifter, #nemt&grønt og #rødbede